Der er Åben Studio undervisning i DSF Studio på Tagensvej 85 inden for følgende discipliner: skuespiltræning, filmskuespil og musicaldans. Der afholdes også arrangementer og foredrag om emner, der er relevante for brugernes arbejdsliv - se mere under arrangementer.

Det koster 200 kr. pr. halvår at deltage i Åben Studios undervisning. Betalingen foregår i receptionen og gælder til træning og andre udvalgte arrangementer i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Kom og træn, når du har tid og lyst.

Filmskuespil med Kasper Barfoed

Dato:
onsdage fra 31. januar-21. marts
Tidspunkt:
kl. 9.30-12.30
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2200 København N
Antal deltagere:
ubegrænset
Tilmeldingsfrist:
løbende
Pris:
200 kr. for Åben Studio træningskort 1. halvår
Filmskuespil med Kasper Barfoed

Hvordan angriber du en stor eller lille tv- eller filmrolle, så du skaber en god oplevelse både for publikum, instruktøren og for dig selv?

Hvad skal man som skuespiller have forberedt, når man dukker op til en tv- eller filmoptagelse? Kan man være for forberedt? 

Hvor meget kan man arbejde med teksten på settet? Hvornår skal man stille de spørgsmål, man har, og hvilke spørgsmål vil en instruktør opleve som relevante? Hvilke vil instruktøren måske blive irriteret over? Og er der andre 'dos and don’ts', man bør være opmærksom på?

Hvordan håndterer man at skulle skabe en hel karakter, hvis man måske kun får lov at udtrykke dén karakter med én replik. Altså ren eksposition? 

Hvor meget instruktion kan en skuespiller forvente fra instruktøren? Og hvad hvis man slet ikke får nogen instruktion? Hvad hvis man ikke engang får en prøve?

Vi vil arbejde med en række forskellige tekster. Deriblandt også tekster fra aktuelle danske film og tv-serier. Tekster, som med deres styrker og svagheder, illustrerer nogle af de udfordringer og muligheder, man vil møde som arbejdende skuespiller. 

Kasper Barfoeds stil er en ekspressiv realisme. Inspireret af instruktører som Elia Kazan, Francis Ford Coppola og David O. Russell. Og med lån fra skuespil-coaches som Sanford Meisner og Ivana Chubbuck. 

NB: Selv om det kan virke ulogisk, vil der ikke blive arbejdet med optagelser foran et kamera under forløbet. Det er underviserens holdning, at den gode filmskuespil-præstation så vidt muligt slet ikke forholder sig til, at der er et kamera til stede. Det vil blive uddybet og diskuteret undervejs. 

Filminstruktør, Kasper Barfoed har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og startede i filmverdenen med småroller i film som Søren Kragh Jacobsens Drengene fra Skt. Petri og Liv Ullmanns Sofie.

Han har bl.a. instrueret spillefilmene Tempelriddernes skat, Kandidaten, Sommeren ’92 og den amerikanske The Numbers Station. Han har instrueret en række afsnit af tv-serierne Den som dræber og Dicte og er showrunner på tv-serie Gidseltagningen. 

Han har instrueret skuespillere som John Cusack, Malin Akerman, Liam Cunningham, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Kim Bodnia, Henning Jensen, Mikkel Boe Følsgaard, Esben Smed, Paprika Steen, Jakob Oftebro, David Dencik, Jacob Cedergren, Lars Mikkelsen, Ove Sprogøe, Tuva Novotny, Iben Hjejle, Mille Dinesen, Lene Maria Christensen og Birgitte Hjort Sørensen. 

OBS: der undervises ikke i vinterferien, 14. februar.

På kursus optages rettighedshavere, der i forvejen har en godkendt uddannelse, da der er tale om efteruddannelse. Det er ikke muligt at tilmelde sig som observatør.