DSF Studio - efteruddannelse og netværk

Det improviserede filmdrama med Annette K. Olesen og Kim Leona

Dato:
9. oktober - 10. november* (obs. dog ikke 23-27/10 & 6-8/11 for skuespillere)
Tidspunkt:
Mandag-fredag kl 9-15 for skuespillerne
Sted:
Den Danske Filmskole, Theodor Christensens Pl. 1, 1437 København K
Antal deltagere:
12 skuespillere
Tilmeldingsfrist:
10. september- udvælgelse af deltagerne skuespillere foretages i uge 37
Pris:
Gratis - obs. kræver tilmelding og at skuespillerne kan alle nævnte dage i perioden
Det improviserede filmdrama med Annette K. Olesen og Kim LeonaDet improviserede filmdrama med Annette K. Olesen og Kim Leona

Annette K. Olesen og Kim Leona Rasmussen, som er ledere af hhv. instruktøruddannelsen og manuskriptuddannelsen på Den Danske Filmskole vil i ugerne 41, 42, 44 og 45 2017 afholde et kursusforløb, som involverer manuskriptforfatterelever, instruktørelever og skuespillere og introducerer den metode, som nogle kalder ”Mike Leigh-metoden”, men som Kim og Annette ønsker at kalde ”Det improviserede drama”. 

Kurset har til hensigt at give et hands-on indblik i en arbejdsmetode, som adskiller sig fra den traditionelle udvikling af fortællinger, fordi den ikke bare henter karaktererne, men også potentielt hele dramaet, i et tæt systematisk samarbejde med skuespillerne og i det materiale, som skuespillerne initierer og er med til at udvikle via en række af samtaler og improvisationer - historieudvikling med skuespilleren og karakteren i centrum.

Kurset vil lægge ud med en introduktion til metoden og vil derefter give 6 hold bestående af 1 manuskriptforfatterelev, 1 instruktørelev og 2 skuespillere mulighed for at arbejde grundigt og konkret og med mulighed for vejledning og feedback undervejs. 

Med den periode der er til rådighed, vil det formodentlig ikke være muligt at nå at udvikle hele historier, men målet er fyldige karakterer og fulde scener, som vil blive bearbejdet og ved kursets afslutning gennemspillede, som bud på færdige, skrevne scener. 

At arbejde på denne måde forudsætter at alle, både skuespillere, instruktører og forfattere møder med blankt papir. Ingen forberedelse, men stor åbenhed og nysgerrighed. Der vil blive arbejdet koncentreret og fremadrettet kursets samtlige dage. Skuespillerne må i nogen grad påregne en del pauser (ventetid), men skal være til stede og til rådighed hele perioden med undtagelse af uge 43 samt mandag, tirsdag og onsdag i uge 45, hvor der vil blive skrevet scener ud fra det udviklede materiale, som vil blive prøvet og gennemspillede torsdag og fredag, hvor kurset ender.

Det er derfor meget vigtigt, at skuespillere, som ansøger kan deltage alle kursets dage, da karaktererne og materiale ikke uden videre kan overlades til en anden skuespiller. 

Filminstruktør, Annette K. Olesen er uddannet på Den Danske Filmskole i 1991. Annette K. Olesens film fokuserer på moralske og sociale problemer i indlevet psykologisk-realistisk form. Debutspillefilm "Små Ulykker" (2002) er et skarpt, galgenhumoristisk familiedrama skabt efter den såkaldte Mike Leigh-metode, hvor manuskriptet opbygges på grundlag af skuespillernes improvisation. Filmen blev udvalgt til konkurrencen på Berlin-festivalen, hvor den vandt Den Blå Engel-prisen.

Også Dogme-filmen "Forbrydelser" (2004) med to markante kvindeportrætter blev vist på Berlin-festivalen, og den har vundet en lang række festivalpriser, blandt andet en Særlig Jurypris ved den spanske Valladolid-festival.

"1:1" (2006) omhandler spændingerne mellem indfødte danskere og indvandrerfamilier i et konfliktramt boligkvarter. "Lille soldat" (2008) deltog som den tredje af Olesens film i Berlin-festivalens konkurrence og vandt festivalens økumeniske pris.

Olesens første genrefilm var thrilleren "Skytten" (2013), der debatterer problematikker omkring terrorisme og idealisme. Hun har desuden instrueret fire afsnit i første sæson af tv-serien "Borgen" (2010).

Inden sine spillefilm lavede Annette K. Olesen en række formeksperimenterende novellefilm. Den mest kendte er "Julies balkon" (1992). Hun har fungeret som underviser på Den Danske Filmskole og har desuden undervist i Holland, Norge og Ægypten. Læs mere om Anette K. Olesen her

Manuskriptforfatter Kim Leona er uddannet fra Den Danske Filmskole i 1997. Leona skrev manuskript til Per Flys prisvindende klassetrilogi "Bænken" (2000), "Arven" (2003) og "Drabet" (2005) samt Flys tv-serie "Forestillinger" (2007). Hun står også bag manuskriptet til Morten Gieses "Vanvittig forelsket" (2009). Fra 2007 til 2010 var Leona projektredaktør på New Danish Screen, hvorefter hun tiltrådte som spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut indtil 2015. Hun blev i 2015 ansat som leder af Den Danske Filmskoles manuskriptuddannelse. 

*Undervisningsforløbet er følgende dage:
Mandage til fredage: 9-13. oktober, 16-20. oktober, 30. oktober -3. november.
Torsdag og fredag: 9-10. november