Efteruddannelse for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere
DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Filmskuespil med Kasper Barfoed

Dato:
31. januar - 27. marts (dog ikke 12/2)
Tidspunkt:
kl. 9.30-12.30
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2. sal, 2200 København N
Antal deltagere:
ubegrænset
Tilmeldingsfrist:
løbende men gerne inden 10. januar
Pris:
200 kr. for Åben Studio kort 1. halvår 2020
Filmskuespil med Kasper Barfoed

Hvordan angriber du en stor eller lille tv- eller filmrolle, så du skaber en god oplevelse både for publikum, instruktøren og for dig selv? Hvad skal man som skuespiller have forberedt, når man dukker op til en tv- eller filmoptagelse? Kan man være for forberedt? 

Hvor meget kan man arbejde med teksten på settet? Hvornår skal man stille de spørgsmål, man har, og hvilke spørgsmål vil en instruktør opleve som relevante? Hvilke vil instruktøren måske blive irriteret over? Og er der andre 'dos and don’ts', man bør være opmærksom på?

Hvordan håndterer man at skulle skabe en hel karakter, hvis man måske kun får lov at udtrykke dén karakter med én replik. Altså ren eksposition? 

Hvor meget instruktion kan en skuespiller forvente fra instruktøren? Og hvad hvis man slet ikke får nogen instruktion? Hvad hvis man ikke engang får en prøve?

Vi vil arbejde med en række forskellige tekster. Deriblandt også tekster fra aktuelle danske film og tv-serier. Tekster, som med deres styrker og svagheder, illustrerer nogle af de udfordringer og muligheder, man vil møde som arbejdende skuespiller. 

Kasper Barfoeds stil er en ekspressiv realisme. Inspireret af instruktører som Elia Kazan, Francis Ford Coppola og David O. Russell. Og med lån fra skuespil-coaches som Sanford Meisner og Ivana Chubbuck. 

Filminstruktør, Kasper Barfoed har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og startede i filmverdenen med småroller i film som Søren Kragh Jacobsens Drengene fra Skt. Petri og Liv Ullmanns Sofie.

Han har bl.a. instrueret spillefilmene Tempelriddernes skat, Kandidaten, Sommeren ’92 og den amerikanske The Numbers Station. Han har instrueret en række afsnit af tv-serierne Den som dræber og Dicte og er showrunner på tv-serie Gidseltagningen. 

Han har instrueret skuespillere som John Cusack, Malin Akerman, Liam Cunningham, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Kim Bodnia, Henning Jensen, Mikkel Boe Følsgaard, Esben Smed, Paprika Steen, Jakob Oftebro, David Dencik, Jacob Cedergren, Lars Mikkelsen, Ove Sprogøe, Tuva Novotny, Iben Hjejle, Mille Dinesen, Lene Maria Christensen og Birgitte Hjort Sørensen.

Kasper Barfoed IMDb

OBS: der undervises ikke i vinterferien, 12. februar.