DSF Studio - efteruddannelseskurser for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere.

På vores kurser kan du møde nogle af de bedste danske og internationale undervisere. Vi tilstræber at tiltrække kapaciteter inden for både de mere traditionelle discipliner og nye kunstneriske arbejdsmetoder.

Vi tilbyder både fagopdelte kurser og kurser på tværs af de forskellige faggrupper. I nogle tilfælde er kurserne niveauopdelt for at give deltagerne det størst mulige udbytte af undervisningen.

DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Transporttilskud: Bor du i en anden landsdel og deltager i et af vores kurser af flere dages varighed, tilbyder forbundet at refundere omkostninger til transport (billigste transportform) og logi for op til 1.500 kr. ved ansøgning før kursusstart og mod forevisning af gyldige kvitteringer. Tilbuddet gælder ikke audition, arrangementer og den kontinuerlige Åben Studio undervisning.

Obs. Der kan ikke søges støtte fra Gramexfonden til DSF-kurser eller kurser, hvor DSF samarbejder med en anden arrangør.

Skriveworkshop med Rhea Leman

Dato:
17/9, 18/9, 19/9, 21/9, 25/9, 26/9
Tidspunkt:
kl. 10.00-14.00
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2 sal, 2200 København N
Antal deltagere:
8-10
Tilmeldingsfrist:
14. september
Pris:
500 kr.
Skriveworkshop med Rhea Leman

Dette kursus er for alle, der er interesserede i manuskriptskrivning. Du vil blive introduceret til nogle af de forskellige elementer i manuskriptskrivning: skabe karakterer der er virkelige og interessante, handling og struktur inddelt i akter, skrive dialog der lyder autentisk og lidenskabelig. Deltagerne vil ikke blot opnå bedre forståelse for, hvordan stykket/manuskriptforfatteren fungerer, men vil også få mulighed for selv at prøve at skrive og færdiggøre en kort tekst, der vil blive opført ved afslutningen af kurset. 

Det bliver ”learning by doing” – lærdom gennem afprøvning – så tag din notesbog med blanke sider med, og vær klar til at skrive. Hvis der eventuelt er stemning for det blandt deltagerne, kan der aftales en efterfølgende reading.

Undervisning ved dramatiker og instruktør, Rhea Leman, født i New York City, bosiddende i København siden 1981. Rhea har en Masters of Fine Arts, M.F.A., in Writing for Stage and Screen, Lesley University, U.S.A, samt en Bachelor of Fine Arts, B.F.A. in dance, Boston Conservatory of Music, U.S.A. 

Rhea har som dramatiker bl.a. forfattet stykkerne 'Gorilla', 'Hitler on the Roof' og til DR-TV 'Hjerteflimmer'. Rhea var leder af danseteaterkompagniet Teater Tango fra 1983-1998, og har siden 2009 været leder af Dramafronten, der arbejder med udvikling af ny dansk dramatik. Rhea har instrueret og koreograferet en lang række forestillinger både på scenen og for DR-TV, bl.a. på Det Kgl. Teater, Jomfru Ane Teatret og Café Teatret. Rhea blev Reumert-nomineret for stykket 'Gorilla' i 2013, og modtog Allen-prisen for sit dramatiske virke i 2014. Statens Kunstfonds legatudvalg for Scenekunst har i 2014 præmieret Rhea Leman for instruktionen af stykket, 'Historien Bag Muren'.

Rhea var formand for Kunstrådets Scenekunstudvalg, og var medlem af Statens Kunstråd (2003-07) samt medlem af Københavns Scenekunstudvalg (2009-2015).

Hun har senest skrevet stykket 'Leve Livet, et livsbekræftende stykke om døden', til Bornholms Teater og hendes kammeropera 'The Rosenbergs', komponist Joachim Holbek, er lige blive opført i Boston USA. Hendes politiske stykke, 'Hitler On The Roof'  om Joseph Goebbels 'og Leni Reifenstahl', spiller i Chicago, USA i sommeren 2018.

I 2003 deltog Rhea i North by Northwests europæiske skriveprogram, hvor hun blev introduceret til Frank Daniels skrivemetode. I 2004 blev hun udvalgt til North by Northwests træningsprogram for undervisere, Samurai, og hun har lige siden undervist i denne metode, som hun finder både dynamisk og øjenåbnende.

Læs mere om Rhea