Kunsten er populismens modsætning

Leder i magasinet Sceneliv #3 2017
Katja Holm


Hver gang, jeg er ude i offentligt regi, taler jeg om kunstens betydning i det omgivne samfund. Det er ikke noget, jeg finder på, eller føler jeg skal sige eller skrive, fordi jeg nu engang er valgt som formand for Dansk Skuespillerforbund. For jeg gør det også, når jeg er ude som privatperson. Det er ikke noget, jeg finder på for syns skyld og for politikkens skyld. Jeg er simpelt- hen overbevist om, at det forholder sig sådan. Jeg tror inderligt og dybt på, at kunsten har en enorm betydning i samfundet.

Hvis jeg bliver vækket midt om natten, kan jeg også forklare betydningen, af det store hvorfor:

Kunsten skal underholde, danne, oplyse, provokere, måske bare være uden egentlig grund, kunsten kan samle, være samtaleemne. Den kan skubbe os videre med uformuleret inspiration, når vi er gået i stå, og den kan underholde, hvis det er det, modtageren hos den enkelte er indstillet på. Kunsten kan det hele. Den findes i helt vanvittige afskygninger og præger vores holdninger, opfattelser, og overbevisninger. Meget mere end vi ved af det eller i det mindste går og er bevidste om i hverdagen.

Faktisk sad jeg forleden ved et arrangement og tænkte over om disse erhvervsfolk, jeg var sammen med, spekulerede over, hvor tomt deres liv ville være uden kunst. Hvor meget de egent- lig brugte kunst i forskellig udformning – hver dag.

Bedst som jeg sad der, blev jeg endnu engang klar over, hvor snigende kunsten også er i sit væsen, samtidig med at den er stor og vigtig i sin betydning. Vi tager den måske for givet i mange sammenhænge, men den er der. Hele tiden. Altid.

Overalt. Men den er også mere end det, mine damer og herrer, selv om ovenstående konklusioner er vigtige nok. Kunsten er populismens modsætning. Et faktum som politikerne desværre overser i denne verden, hvor det bliver evigt saliggørende med en smart statusopdatering, hvor en ”sag” i medierne kan resultere i et lovforslag, og hvor alle – mere eller mindre hovedløst – indimellem render efter ”den offentlige menings ændringsbefængte glammen”.

Kunsten kan nemlig noget ganske enestående, ud over de ting, jeg allerede har remset op. Den er og kan være et værn mod populismen. Kun- sten er konstant. Den er i sit inderste væsen ikke noget, der kan rafles om. Smag kan diskuteres javel, og indimellem kan man også sagtens diskutere, hvorvidt noget er kunst eller ej. Alligevel kan kunsten simpelthen noget helt unikt.

Slår du populisme op i en ordbog, står der noget i retning af, at det er en betegnelse for en politisk bevægelse, der er forankret i det jævne folks billede. Underforstået så har en populistisk politiker eller et populistisk parti ikke noget decideret partiprogram – der handler om udviklingen i hele samfundet – men ofte kun om nogle få mærkesager. På papiret kunne det umiddelbart lyde som om, populisme er noget, der samler et samfund, men i den virkelige verden samler populismen jo kun mennesker på en måde, der minder om lemminger, der løber hovedløst ud over en skrænt og styrter i havet. Dem, der ikke samles, bliver spredt og ævl og kævl og fjendskab er følger af populismen, der sjældent ender med at understøtte demokratiet.

Angående kunsten og altså herunder scenekunsten forholder det sig i praksis stik modsat. Kunst er ikke demokratisk i den måde, den skabes på. Når den modtages, bruges og forbruges, så er den med til at stille spørgsmål til det samfund, vi lever i og bliver derfor en del af demokratiet i modsætning til populismen, der lukker debatten og samfundets udvikling i det hele taget.

Jo mere kunsten tages alvorligt, jo mere værner vi om demokratiet, og jo større chance er der for, at samfundet udvikler sig i en god retning. På den baggrund udnævner jeg gerne kunsten til en af populismens hovedfjender. Og hvis politikerne tog sig tid til at forstå, hvad det er kunsten kan, ville de netop kunne bruge kunsten som et værn mod populismen.

 

Skuespillere: Vi er robuste, men ikke uovervindelige

Af Katja Holm, Formand for Dansk Skuespillerforbund

DEBAT: Mange atypisk beskæftigede får ikke længere lønnen udbetalt som A-indtægt, og derfor bliver de af a-kassen betragtet som selvstændige, selvom de udfører samme arbejde, som i tidligere beskæftigelse blev anset for at være lønarbejde, skriver Katja Holm i Altinget 14. marts 2017.

Jeg er i den sidste tid blevet glædelig overrasket mere end én gang. Flere kulturordførere og sågar landets kulturminister har anerkendt og talt om kunstnernes atypiske arbejdsliv. Britt Bager såvel som Alex Ahrendtsen har opfordret til et mere fleksibelt system.

Det er selvfølgelig klart, at når jeg efter årevis af horrible stramninger ser denne åbning, bliver jeg glad og forventningsfuld. Ikke kun på kunstnernes – men på alle atypisk ansattes vegne. For ansættelserne i dagens Danmark bliver mere og mere atypiske. Og det skal der selvfølgelig tages hånd om.

Når vi fra forbundets side taler så meget om dagpengesystemet, er det for at holde fokus på, at selv når man taler om store kroner og øre, handler det i sidste ende om det enkelte menneske – og i vores tilfælde kunstneren.

I den kunstneriske branche har vi næsten altid levet med det vilkår at leve på et atypisk arbejdsmarked. Korte ansættelser, lav løn og mange ansættelser i løbet af et år.

Da Dansk Skuespillerforbund lavede en Megafon-undersøgelse i november, viste tallene, at 28 procent af vores medlemmer har haft mere end fem arbejdsgivere inden for det seneste år.

For nylig talte jeg med en god kollega. Vi talte om netop hendes ansættelser: Hun kunne fortælle om et arbejdsliv, der nok var valgt, og som hun elskede, men set udefra krævede en ekstrem form for robusthed og gå-på-mod.

Hun kører tidligt mandag morgen fra København til Jylland for at deltage i en temadag om børnevold – som skuespiller, hjem samme dag. Dagen efter gør hun rent i en butik.

Onsdag endnu en optræden – denne gang på Bornholm. Hjem igen samme dag. Kort teaterturne i Jylland. Indimellem står hun i en isbutik eller skriver spørgeskemaer for et sociologfirma. Måske casting på en film, derefter et par dage med readings på ny dansk dramatik.

Trods flere bijob kommer der alligevel en periode uden arbejde. Og sådan er det. Det er ind imellem vilkårene for kunstnere i Danmark.

Det betyder også, at de er nogle af de mest fleksible og robuste mennesker, jeg kender. De tager jobs, der hvor de er, om det så kræver at tage væk fra familien. De indgår hver gang i helt nye sammenhænge, mens de samtidigt skal påtage sig nye opgaver eller nye roller med samme lidenskab hver gang.

Over en fjerdedel af Dansk Skuespillerforbunds medlemmer vil i løbet af et år have perioder, hvor de er ledige og afhængige af dagpenge. Men de bruges stadig i den kunstneriske branche, for med al den kunst, der produceres; film, tv, teater, tegnefilm og jeg kunne blive ved, over hele landet kræves der en stor mangfoldighed i alder, type og etnicitet. Vi bruges alle sammen.

Det, vi kalder for det atypiske arbejdsmarked, er ved at blive almindeligt. Der er mange, der arbejder på samme måde som os.

Vi er faktisk knap 500.000 mennesker, der arbejder på korte ansættelser i Danmark. Vi samarbejder med ni andre organisationer, for vi taler med én stemme.

Politikerne skal lytte og forstå, hvilke udfordringer det giver at arbejde på et freelanceområde med korte ansættelser og samtidig være en del af et dagpengesystem.

Derfor foreslår vi eksempelvis, at der indføres nye retningslinjer for, hvornår atypisk beskæftigelse betragtes som ligestillet med lønarbejde i henhold til blandt andet optjening af dagpengeret.

Mange atypisk beskæftigede får ikke længere lønnen udbetalt som A-indtægt, og derfor bliver de af a-kassen betragtet som selvstændige, selvom de udfører samme arbejde, som i tidligere beskæftigelse blev anset for at være lønarbejde. Dermed risikerer de ikke at opnå en ret til dagpenge, som de ellers ville have haft, hvis deres dagpengerettigheder fulgte principperne for lønmodtagere.

Dagpengesystemet skal opdateres, så det passer til den virkelighed, vi befinder os i. Hertil stiller vi os til rådighed.

Vi er vanvittigt robuste og modige i vores branche, og det bør anerkendes. Både i form af et fleksibelt dagpengesystem, men også ved investering og fokus på kunsten.