Tving Netflix og andre streaminggiganter til at betale et solidt kulturbidrag

Af Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, Benjamin Boe Rasmussen, skuespiller, Christina Rosendahl, instruktør og Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter. Debatindlæg i Politiken 27. juni 2020

Danske filmproduktioner er presset i bund, efter de internationale streaminggiganters indtog. Om få år vil der mangle 1,5 mia. kr. i film- og tvbranchen, fordi de udenlandske giganter ikke producerer nok på dansk.
Udenlandske streaminggiganter fylder mere og mere på det danske film- og tv-marked, men de gør det uden at bidrage til udviklingen af dansk indhold. Det betyder, at vi i 2025 kommer til at mangle op mod 1,5 mia. kr. til danske produktioner. Og hvis udviklingen fortsætter, må vi fremover undvære stærke danske kvalitetsproduktioner. Vi foreslår, at der i den kommende medieaftale indføres et kulturbidrag på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. Pengene skal gå til dansk indhold til tv og film.

Vi står i dag ved en skillevej, hvad angår de film og det tv, vi gerne vil se. Vi kan vælge at betræde én af to veje, og hvor de hver især fører hen, ser du ved at kaste et blik på forskellen mellem udvalget af programmer på en dansk tv-station og for eksempel Netflix. Vi kan derfor vælge: Vil vi også i fremtiden have et rigt udbud af dansk indhold fra filmatiseringen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’ til de smukke udsendelser om Danmarks vilde natur. Naturligvis suppleret med udenlandsk produktion. Eller om vi kun vil have udenlandsk indhold. På bekostning af dansk indhold. På Netflix ser man serier som ’Tiger King’, ’Stranger Things’, ’The Crown’, internationale film osv. Alle sammen gode produktioner. Men det er også produktioner, der af gode grunde ikke har noget dansk islæt, fordi streaminggiganterne producerer ikke til Danmark, men til hele verden. I de seks år, Netflix har opereret iDanmark, har de kun streamet én egenproduceret dansk tv-serie, ’The Rain’. De har flere i udvikling og produktion, men det er sigende, at kun én har ramt skærmen i en periode, hvor DR, TV 2 og ViaPlay har produceret, broadcastet og streamet langt over 30 danske tv-serier tilsammen. Det giver sig selv, hvad vi i den audiovisuelle branche ønsker: Vi ønsker, at der ud over streaminggiganternes store udbud fortsat er et rigt udbud af danske film og tv-serier. Fra Danmark, om os, til os.

Dansk indhold er vigtigt, fordi det binder os sammen som nation. Det har coronakrisen mindet os om. På tværs af landsdele og generationer. Det er indhold, der viser os, hvem borgerne i Danmark er. Disse fortællinger er bærere af vores kultur, og derfor mener vi også, at det er et offentligt anliggende: Vi har alle en interesse i at bevare og beskytte den historiefortælling, der handler om os selv. Hvis vi ønsker at fastholde dansk indhold i fremtiden, kræver det politisk handling, når medieforhandlingerne går i gang. Ellers frygter vi, at den danske fortælling går en meget svær fremtid i møde. Allerede før coronakrisen var vi i filmog tv-branchen bekymret for dansk indholdsproduktion. De økonomiske kredsløb i branchen er nemlig grundlæggende forandret af ændrede seermønstre og nye aktører på markedet. I dag har færre af os et fjernsyn, færre abonnerer på tvpakker, køber dvd’er, og det daglige forbrug af det traditionelle flow-tv er faldet markant. Disse mønstre påvirker finansieringen af dansk indhold. Nu tjener de internationale streaminggiganter i stedet pengene, hvor de danske aktører før tjente penge. Samtidig forsvinder annoncesalget fra de traditionelle medier og går til de nye.

Prisen for denne udvikling blev konkretiseret i analysen ’Fremtidens finansiering af dansk indholdsproduktion’ fra Kulturministeriet. Den viste, at man i 2025 risikerede at miste knap 1 mia. kr. til dansk indholdsproduktion. Denne analyse var dog lavet inden den tidligere regerings besparelse af DR’s budget på 1,5 mia. kr. DR har været en stabiliserende faktor for dansk indholdsproduktion, og dermed må det forventes, at rapportens vurdering desværre forstærkes. Vi byder naturligvis skarp international konkurrence velkommen. Det giver arbejdspladser, det giver kreative indspark, og så er det blevet et samlingspunkt for særligt den yngre del af befolkningen. Problemet opstår, når streaminggiganterne ikke bidrager til økosystemet af produktioner, selv om de inkluderer dansk indhold i deres udbud. Det er sådan, at den danske fødekæde for film og tv har fungeret i mange år, inden streaminggiganternes indtog. Dermed støtter de ikke den fortsatte produktion af dansk indhold, som andre aktører gør det.

Det er særligt en udfordring for Danmark, fordi det er sådan et lille sprogområde. Netop derfor er det vigtigt, at de, der nyder godt af at vise vores film og tv-serier, også bidrager til, at der kan laves nyt. I stedet for danske kvalitetsproduktioner vil vi over tid efterlades med de historier, som de internationale streaminggiganter vælger at vise – uagtet om de er danske eller ej. Og det vil være i en tid, hvor vi netop har genopdaget de danske kulturproduktioners værdi.

Der er brug for politisk handling her og nu. Vi skal finde nye veje til at skabe et rigt udbud af dansk indhold. Vi foreslår derfor konkret en bidragspligt på 7 pct. af omsætningen for alle producenter med egen streamingtjeneste i Danmark. For internationalt indhold er fint, ja, det kan være aldeles fantastisk. Men nationalt indhold er uundværligt. I hvert fald hvis man tror på, at Danmark er en nation, og at borgerne i Danmark har værdier, en identitet, en historie, et samfund, et sprog, problemer og livsvilkår, som gælder netop her, som knytter os sammen, og som har brug for at blive vist på film og i tv.

Skrevet på vegne af Producentforeningen, Dansk Artistforbund, Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører og Danske Dramatikere.

Post corona: tilbage til fremtiden

Leder i magasinet Sceneliv #3 2020
Benjamin Boe Rasmussen

Mens I sidder og læser lederen her, skal I være opmærksomme på, at den er skrevet midt i maj.
For mig føles det lige nu lidt som at være med i en film, hvor jeg skal skrive om fremtiden, og når vi når derhen, skal vi se om det hele passer.

Eller måske er det mere som at udfylde en tipskupon, som man gjorde det i gamle dage med Tipslørdag: Leeds-Wolverhampton, et 1-tal … For lige nu er det svært at se bare nogle få dage ud i fremtiden. Verden er ikke længere den samme – og alt det på grund af en eller anden elendig kok, der glemte at koge en flagermus i Kina. Eller hvad der nu skete.

Nå, men mens disse linjer skrives, er vi fra forbundets side i dialog med Kulturministeriet. Det drejer sig om en lempelse af retningslinjerne for genåbningens 3. fase, som jo ifølge planen indbefatter kulturlivet. Så mens disse linjer læses, håber jeg, at der igen er nogle af jer medlemmer, der går til prøver på forestillinger og er ude at filme. At tandhjulene så småt er begyndt at dreje igen.

Jeg vil ikke skrive en masse her om coronavirus og politik, for det er bladet allerede fyldt med. Jeg vil hellere koncentrere mig om jer medlemmer. Vi hungrer jo alle efter at komme i gang igen, men samtidig er vi også usikre på, hvordan vi skal forholde os til netop det: at komme i gang.

For hvad med smitterisiko, smittetryk og sundhedsmyndighedernes retningslinjer? Hvordan fanden forholder vi os til at give et knus, når vi filmer, og hvordan kysser vi og slås på scenen? Hvordan kan vi i det hele taget være til stede i et prøverum sammen? Jeg håber inderligt på, at vi har fundet løsninger, der er både sikre og mulige at overholde, når bladet her lander i postkasserne.

Og hvis jeg skal sige noget som helst pænt om hele det her coronalort, så er det måske, at vi har fået et tættere samarbejde med Dansk Teater og Producentforeningen på trods af, at nogle af arbejdsgiverne har været svære at danse med under nedlukningen. Men på organisationsplan er vi i hvert fald i sync, når det kommer til de udfordringer, der er i forbindelse med genoptagelsen af arbejdet.

Vi bakker alle op om, at vi skal gå på arbejde, men vi er også enige om, at det skal foregå forsvarligt, og at det er arbejdsgiverens ansvar at skabe rammerne. Så skal vi andre nok tage ja-hatten på – den hat får vi nok alle sammen brug for i den kommende tid. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi skal vænne os til nye måder at arbejde på og være sammen med publikum på.

Vi skal også være opmærksomme på nye opfindsomme tiltag fra nogle arbejdsgiveres side såsom særlige coronakontrakter og mærkelige force majeure-tiltag, som ikke nødvendigvis er rimelige eller meningsfulde. Det er klart, at når der er så meget uvished, kan der også nemt opstå nogle uhensigtsmæssige panikløsninger.

Også derfor er det vigtigt, at vi fastholder et stærkt organisatorisk samarbejde mellem os og arbejdsgiverorganisationerne, så vi i fællesskab kan holde styr på tropperne og finde løsninger som alle kan se sig selv i – og skabe en tryg og produktiv hverdag for alle.

Til dem af jer, som er ulykkelige over IKKE at skulle bekymre sig om coronasmitte lige nu, fordi I ikke har et arbejde eller har mistet det arbejde, som I skulle have lavet nu: kæmpe varme kram og tanker til jer. Vi knokler for at få hjulene i gang, så I forhåbentlig får mulighed for at indhente lidt af det tabte snarest muligt.

I læsende stund skulle vi også have haft vores generalforsamling og fest i forbundet. De er desværre også ramt af corona, så vi ses først til sensommer. Men jeg glæder mig usigeligt til at møde jer igen på en absolut analog måde.