Spørg ikke "Why" men "Why Not?"

Leder i magasinet Sceneliv #1 2013
Katja Holm

Lige efter nytår fandt jeg på Itunes en podcast med kendte taler. Taler der ændrede verden. Her er alt fra John F. Kennedy til Ronald Reagan, Obama og Eisenhower. Det eneste, der mangler, er mit store forbillede Dr. Martin Luther King. Hans taler har jeg heldigvis fundet et andet sted.

Hvad der altid påvirker mig meget, er det swung, der er i disse taler. De er fremført med en følelse af og en usvigelig tro på, at hvad der siges, vil blive virkelighed. Det er armbevægelsernes holdeplads. Og hver gang, jeg hører dem, må min egen jyske afmålthed give fortabt.

I mange tilfælde blev en del af ordene da også til realiteter. Om det var pga. troen på fremskridtet, viljen til sejr eller samfundsudviklingen er ganske svært at gøre sig klog på. Men talerne efterlader mig altid med en følelse af, at alting kan lade sig gøre, hvis blot man tror på det. Måske er jeg naiv. Men så lad mig beholde min naivitet lidt endnu.

Tro og styrke bliver nemlig afgørende i 2013. Dansk Skuespillerforbund – og dermed medlemmerne – står over for nogle store udfordringer.

Først er der dagpengestramningerne, som betyder at tusindvis af mennesker risikerer at falde helt ud af dagpengesystemet. Fra politisk hold er der ikke megen forståelse at hente. Indtil videre har vi kun set midlertidige lappeløsninger. Og selv om der investeres ganske få midler i kunsten, kommer det alligevel bag på politikerne, at alle kunstnere ikke er fastansatte, men at de fleste tværtimod arbejder freelance i korte ansættelser, der ikke altid passer sammen året rundt. Det er den måde, vores kunstsystem er skruet sammen på, og det giver rigtig meget – og forskelligartet – kunst for pengene.

Samtidig har man valgt at stramme dagpengesystemet i en periode, hvor der generelt er mangel på arbejde. Afmatningen mærkes også i vores branche; der er færre forestillinger med færre medvirkende.

Pension er også en velkendt udfordring og frustration for mange kunstnere – netop på grund af vores atypiske arbejdsmarked. Mange tænker måske ikke så meget på det, men opsparingen sikrer, at man ved pension eller i værre fald livstruende sygdom ikke behøver at leve på en sten. Som pensionsordningerne er skruet sammen i dag, passer de bare ikke sammen med vores arbejdsliv. Derfor skal der ske nogle ændringer.

Også på rettighedsområdet er kunstnere under pres, både pga. udbredt ulovlig fildeling, men også fordi flere og flere på europæisk plan ønsker ophavsrettighederne – og navnlig betalingen – hen hvor peberet gror. Ganske få tænker over, at vederlag til kunstnere og producenter betyder, at der kan laves ny kunst – at betaling for et produkt også skaber arbejdspladser. Det vil, ikke kun i 2013, men i årene fremover, blive et stort arbejde at bevare og argumentere for nytteværdien af kunstneres rettigheder.

Samlet set er det en tid, hvor vi skal argumentere højt og tydeligt for kunstens værdi – både for den enkelte borger og for samfundet som helhed. Det kan selvfølgelig kun glæde, at den nye kulturminister har udtalt, at kunst er nødvendigt for et samfunds udvikling. Men én ministers mening er bare ikke nok.

Året 2013 begynder ikke med døre, der står på vid gab til lysere tider og den økonomiske krises endeligt. Udfordringerne står i kø. Realismen banker på med sin knoklede hånd og får lidenskaben, troen og håbet til at vakle en smule.

Når det sker, citerer jeg Robert Kennedy: ”Some men see things as they are, and say: “why?” I dream things that never were, and say “why not?”.”

Må de bedste forhåbninger og troen sejre i 2013.

 
shemaleup.net