Leder i magasinet Sceneliv december
Katja Holm

Jeg har netop indkøbt en ny app til min Iphone – ikke fordi den var strengt nødvendig, men fordi lige netop denne her talte til mig.

Den hedder ”truede Ord” og går i sin enkelthed ud på, at jeg hver dag får en påmindelse om et dansk ord, der er ved at ryge ud af det danske sprog.

I min læsning af ordene er det dog gået op for mig, at jeg måske selv er en truet art: for jeg benytter mig, med enkelte undtagelser, at alle ordene. ”Døgenigt”, ”dorsk”, ”dosmerseddel”, ”fløs”, ”fusentast” ”kålhøgen” ”knibsk” og ”obsternasig”. Alle dejlige ord, som jeg gør en dyd ud af at bruge.

Men der er dog et ord, der ikke er at finde i denne app, og som jeg i stigende grad opfatter som truet – nemlig  ordet ”rettighed”.

Her mener jeg ikke rettigheder i ordets demokratiske betydning. For i det demokratiske samfund, som vi heldigvis lever i, er vores rettigheder i stor udstrækning stadigvæk ukrænkelige. Vi har rettigheder, hvad angår vores muligheder for at klage over forskellige afgørelser, rettigheder, hvis vi bliver anholdt og så videre.

Jeg taler om kunstneres rettigheder. Rettigheder til vores eget arbejde, og retten til at få udbetalt vederlag, hvis filmen eller serien, vi medvirker i, bliver vist, eller retten til at blive krediteret for sin stemme i en tegnefilm, for blot at nævne nogle eksempler.

Disse rettigheder kæmper Dansk Skuespillerforbund indædt for at bevare. Vi kæmper for, at retten bevares hos rettighedshaverne (kunstnerne) og for, at udnyttelse af disse rettigheder koster penge.

Hvert år betyder det, at Filmex er i stand til at udbetale endda meget store summer til rettighedshaverne. 

Men rettighederne er under konstant beskydning. Det er åbenbart svært begribeligt for andre mennesker end kunstnerne, at vi har retten til udnyttelsen af vores arbejde, og hver gang vi bliver ”genbrugt” i dette og hint, så skal vi have en betaling.  Ydermere sker der i disse år en rivende udvikling inden for teknologien, som gør at visningen af film og tv sker på helt andre måder og med andre former for betaling end bare for få år tilbage. 

Det er naturligvis ikke en udvikling vi kan stoppe, og fred være med det. Der vil givetvis også opstå nye udnyttelsesformer, hvor kunstnerne har mulighed for andre indtægter. Men vores rettigheder er ifølge teknologien og arbejdsgivere blevet meget mindre værd. Det er de ikke - men de udnyttes helt anderledes i det digitale miljø. Dette sammenholdt med en høj grad af ulovlig fildeling, gør at kunstneres rettigheder er truede.

Dansk Skuespillerforbund holder fast i, at kunstnere har rettigheder, og der skal falde betaling for udnyttelsen af disse.

Men det påhviler i allerhøjeste grad også det enkelte medlem at holde fast ved sine rettigheder. Det betyder fx, at vi aldrig må afskrive vores rettigheder for at få et større engangshonorar.

Kampen for at bevare rettighederne påhviler Dansk Skuespillerforbund, de andre organisationer og det enkelte medlem. Kun sammen kan vi formå at holde fast i at retten til vederlag, når vores arbejde bliver genbrugt og videredistribueret.

Med andre ord: 

Vore rettigheder må vi ingenlunde forskertse.