Den groteske retorik

Leder i magasinet Sceneliv #2 2013
Katja Holm

Jeg elsker at høre radio. Fortrinsvis P1. ”Mennesker og Medier” ”Besøgstid” ”Dokumentarzonen” og så videre. Forleden hørte jeg ”Radioklassikeren” – denne gang om Poul Henningsen i forbindelse med en ny portrætbog. PH mente, at ord kunne ændre verden – eller i hvert fald være med til at forme og omforme den. Det være sig i kunsten, fra scenen, indlæg i kritisk revy og meget andet.

Ud over at være en stor beundrer af mennesket Poul Henningsen, mener jeg også, at hans påstand er rigtig. Og lige for øjeblikket er retorikken og de mange skriverier om teaterkrise fuldstændig forfejlet.
Hvis man skal tage både de talte og skrevne ord i medierne for pålydende, så står det skidt til. Billetsalget er gået ned. INGEN går længere i teatret. Der er ”kun” solgt to millioner billetter. Det er dog et regnestykke, hvor langt fra alt er medregnet. Det har affødt paneldiskussioner med folk fra det private erhvervsliv, der udtaler, at teatrene simpelthen skal tænke i markedsføring, og ikke være så tilbagelænede.

Jeg har endnu ikke oplevet en teaterdirektør, en instruktør, en dramatiker eller nogen skuespiller, der målrettet er gået efter at få så få mennesker ind i salen som muligt. Ingen teaterdirektør, der med armene i vejret proklamerer: ”Gudskelov nåede vi kun en belægningsprocent på 25”. Heller ingen skuespiller der siger: ”Jeg håber sådan, at der kun sidder to i salen i aften, det er meget hyggeligere, når der er 198 tomme sæder”. Tværtom oplever jeg teatrene knokle løs med markedsføring og forsøge at nå så mange publikummer som muligt. Skuespillerne stiller op til interviews og alskens anden markedsføring, fordi både de og vi er interesserede i at få publikum i teatrene.

I denne unuancerede krise-snak er der glemt det væsentlige: At forbrugsmønstrene har ændret sig. Konkurrencen er hård, der er masser af tilbud man kan benytte sig af: Teater er én af dem. Det er en udfordring for alle. Dertil kommer selvfølgelig den finanskrise, som mærkes alle vegne – også blandt publikum.

Trods disse skærpede odds er der masser af teatre og forestillinger, der melder om udsolgt, får fremragende anmeldelser, skaber helt ny og banebrydende scenekunst. De er i hvert fald ikke i krise. Men dem hører vi bare ikke rigtig om. Tæller de ikke i det samlede billede? Og i øvrigt er det yderste sjældent, at et teater ikke rammer minimum en forestilling i løbet af en sæson, som man kan melde næsten helt udsolgt på. Måske endda en forestilling, der genopsættes ellers forlænges. Tingene går op og ned, men vilkårene har ændret sig.

Og i krise-retorikken glemmes publikum helt og aldeles! De to millioner billetter der er solgt. Det publikum, som går i teatret og nyder det og bliver ved med at komme der. Børn der kommer i berøring med teater og scenekunst og får gode oplevelser, de tæller slet ikke! For to millioner solgte billetter er åbenbart alt for lidt. I forhold til hvad? I forhold til for 30 år siden? Ja naturligvis; der var verden en anden, udbuddet af tilbud var mindre, og nå ja, der var måske også større politisk vilje til at investere i kunsten end det gør sig gældende i dag.

Men at sælge over to millioner teaterbilletter i et lille land som vores, synes jeg faktisk, er ganske godt gået i en moderne tid, hvor kulturforbrugerne har flere tilbud at vælge imellem end nogensinde tidligere.

Med al snakken om teaterkrise får man skabt en negativ retorisk spiral, som kan blive skadelig for teatret for os alle Det bliver en sandhed, ingen sættere spørgsmålstegn ved.

Nogle gange går det op, nogle gange går det ned. Men teater og scenekunst er nu engang kommet for at blive. Teatret er ikke i krise.

 
shemaleup.net