Vi SKAL have producenterne i tale

Leder i magasinet Sceneliv #2 2019
Benjamin Boe Rasmussen

Jeg er glad for, at jeg ikke har så meget hår for tiden. For jeg ville have svært ved at holde styr på det med den vind, der blæser i film- og tv-verdenen. Samtidig med at der bliver produceret mere end nogensinde før, er der også et koloenormt pres på kunstnerne for, at vi skal afgive vores rettigheder og gå ned i løn. DR TV og de øvrige producenter presser os, så man skulle tro, det var koordineret. I mange år har vi haft en aftale med producenterne, som vi kalder den danske model. En model, der går ud på, at man som udgangspunkt betaler kunstnerne en relativt lille løn og så deler man de fremtidige indtægter via kunstnernes og producenternes rettigheder i serien eller filmen. Modellen er god, fordi vi som et ”lille” sprogområde relativt billigt kan producere dansk indhold og derfor både kan tænke bredt og nicheagtigt. Hvis man ændrede modellen og gjorde det som streamingtjenesterne og producenterne ønsker, nemlig at
lave en buyout – dvs. betale for dine rettigheder up front så de ved, hvad det koster – ville det blive så dyrt at producere, at det ville gå ud over det danske indhold. Derfor klinger det hult i mine ører, når producentforeningen siger, at de er super optaget af dansk indhold.

Når jeg siger, at det bliver dyrt, er det fordi jeg forudsætter at en buyout, eller frikøb af rettigheder, indeholder en økonomi, som afspejler det, vi mister ved at skrotte den danske model. Men det er heller ikke en naturlig ting for producenterne og streamingtjenesterne. De skeler mod Norge og NRK-modellen, hvor de norske skuespillere frigav deres rettigheder mod at mindstelønnen blev hævet. Det har dog
vist sig at være en dårlig ide og forretning for kunstnerne. For mindstelønnen bliver stort set kun brugt på niche-produktioner og ikke på de store dramaserier og søndagsserier på DR.

Jeg ligger tit søvnløs, når jeg tænker på de kræfter, vi er oppe imod og ikke mindst vores medlemmers ret til et anstændigt liv og en anstændig løn. Og det værste er, at det gode samarbejde og den gensidige anerkendelse, der altid har været mellem kunstnerne og producenterne, er ved at gå fløjten. Kunstnerne har været nødt til at skabe et forhandlingsfællesskab for at få producenterne i tale. Vi har prøvet i 2-3 år at få lavet en ordentlig aftale med dem, men producenterne vil ikke længere acceptere ”den gamle verden” og de er modstræbende i samarbejdet med os ind i den nye digitale tidsalder. Tonen er blevet ophedet og følelsesladet, og lige nu er både producenter og kunstnere gidsler. Vi ved godt, det ikke bliver ideelt for os, men vi er nødt til at snakke sammen om, hvordan vi løser udfordringerne. Vi er endda også klar til at anerkende, at nogle af de aftaler vi har, er antikverede og hører en anden tid til. Vi er også klar over, at internationale produktionsvilkår har ændret sig, og at vi må ændre os med dem. Men at vi skal give afkald på vores rettigheder OG gå ned i løn, er jo ikke en forhandling. Det svarer til at tilbyde en krigsfange, at vedkommende selv kan vælge, hvordan han skal henrettes. Producenternes frygt er, at streamingtjenesterne gør virkelighed af deres trusler og flytter deres produktioner til andre lande, men den trussel har de fremsagt i alle lande, de har haft konflikt med – og har endnu ikke gjort alvor af truslen. Det ville også være mærkeligt at lave ’Pelle Erobreren’, ’Matador’ eller ’Gøngehøvdingen’ i Kasakhstan.

Somme tider får jeg lyst til at råbe til de fine advokater i Armani jakkesæt og Louboutin hæle, at de kan flytte til Antarktis og lave pingvinfilm der. Men jeg tænker på vores medlemmer og deres fremtid. Vi er nødt til at finde en løsning.

Jeg håber, at 2019 bliver samtalens år. For dansk film og tv’s skyld. For dansk indholds skyld.

 

 
shemaleup.net