Fagforeningens død eller udvikling

Leder i magasinet Sceneliv #3 2015
Katja Holm

Fornylig kunne en undersøgelse fra LO fortælle, at om 15 år vil kun hver anden være medlem af en fagforening. I den forbindelse hørte jeg et interview med to unge kokkeelever, hvoraf den ene var medlem af en fagforening, og den anden ikke var.

For den ene betød medlemsskabet, at nogen stod ved siden af hende og altid ville gøre, hvad de kunne for at hjælpe. For den anden handlede det om, at en fagforening skal kunne "tilbyde" noget.

Dansk Skuespillerforbund lider ikke af medlemsflugt, som en del andre faglige organisationer. Men hvis fremtiden bliver, som LO forudsiger, så kan også DSF komme til at miste medlemmer. Og jeg mener, det er vigtigt at finde ud af, hvad vi som organisation kan gøre for at forblive uomgængelige, ligesom det er vigtigt at tale om, hvad resultatet kan blive, hvis gruppen af organiserede bliver mindre.

Det er nemlig sådan, at hvis de faglige organisationer bliver for små, er de ikke længere repræsentative for deres område, og dermed giver det ikke mening for arbejdsgiverne at have en overenskomst.

For vores vedkommende vil det i værste fald kunne betyde mangel på minimumslønninger, ingen pensionsindbetaling, ingen forsikringsdækning og ingen faste arbejdstider. Men lige så vigtigt kan det betyde, at hele vores rettighedssystem inden for film og tv vil gå i stykker.

Jeg kan egentlig godt forstå, at når man står et stærkt og arbejdsmæssigt godt sted i sit liv, kan det synes, at man sagtens selv kan forhandle lønninger og selv fastsætte sin arbejdstid. Men det er kun fordi vi har et fælles udgangspunkt at forhandle ud fra. Lønninger og alt andet i øvrigt forhandles ud fra et fælles sæt af spilleregler – et fælles sæt spilleregler, vi alle er underlagt.
Derfor er fagforeningen så vigtig.

Jeg er også fuldt ud med på, at fraser som "sammen er vi stærke" både kan virke som tomme ord og i vanskelige tider decideret illusoriske. De kan endda forekomme latterlige, hvis man selv står i en uløselig situation, hvor fagforeningen ikke er i stand til at hjælpe. I en tid, hvor man hylder individet, og udtrykket "i min verden" bliver brugt til kvalmegrænsen, kan fællesskabsånden have vanskelige vilkår.

Men til gengæld er jeg også stadig overbevist om, at fagforeningen har sin fulde berettigelse – i dag og i fremtiden. Vi har svære kår. Dels skal vi hele tiden tilbyde vores medlemmer noget mere end "blot" overenskomster. Dels skal vi også være varsomme med vores kamp-retorik. Men fagforeningen er ikke under afvikling, den er under udvikling.

I DSF skal vi fortsat arbejde på at udvikle os og vores forhold til medlemmerne og være åben over for nye muligheder. Det er nødvendigt, for den magtsuveræne fagforening er der ikke plads til. Men når det er sagt, er det også vigtigt at være sig bevidst, at en fagforening ikke kun skal tilbyde. Fagforeningen er medlemmerne – for medlemmerne. Det er en solidarisk ordning, som alle skal bakke op om, også i svære tider.

Det fællesskab, som vi i vores kunst er den ypperste fortaler for, er helt afgørende for vores arbejde. Både, når det drejer sig om udførelsen af arbejdet og reguleringen af det.

Intet menneske er en ø. Vi er alle en del af et større hele.

 
shemaleup.net