Stop den groteske jagt på kendte

Leder i magasinet Sceneliv #4 2014
Katja Holm

Da det kom frem om, at ugebladet Se og Hør formentlig har benyttet sig af ulovlige metoder i forbindelse med bladets evige jagt på oplysninger om kendtes privatliv, må jeg sige, at jeg blev temmelig chokeret. Det chokerede mig ikke, at Se og Hør repræsenterer et dyneløfteri,  jeg altid har fundet dybt betænkeligt og usmageligt. Men jeg havde alligevel ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de ville gå så vidt for at sælge blade.

Jeg har efterhånden set utrolig mange eksempler på, at kendte er blevet misbrugt i ugepressen og sværtet til, uden overhovedet at have givet et interview, og uden at der var nogen form for sandhed i historien. Jeg er også stødt på tilfælde, hvor medlemmer ikke har ønsket at tale med pressen, hvorefter journalisten selv har fundet på en historie. En udsendelse på TV2 for ganske nylig, handlede bl.a. om, hvordan Se og Hør i mange tilfælde havde presset folk til at give interview som modydelse for, at de ikke afslørede noget før hovedpersonen selv. Eller at bladet hensynsløst fortalte en historie, der ikke var sand, uden skelen til konsekvenserne.

I Dansk Skuespillerforbund har vi igennem årene været meget opmærksomme på sager, som Se og Hør har bragt op, og jeg har også selv i nogle tilfælde kontaktet de personer, det er gået ud over, for at høre, om de ønskede vores hjælp. Indimellem har vi hjulpet. men i mange tilfælde har de krænkede svaret: ”Det er simpelthen så ubehageligt. Men hvis jeg gør noget, bliver det måske værre”. Eller: ”Bare lad det gå over. Jeg vil gerne undgå mere fokus”.

For det er jo desværre sådan, at hvis overskriften eksempelvis lyder: ”Er Katja Holm en mand?” så kan jeg vise min fødselsattest frem fra nu af og til 2075, så vil nogen givetvis tænke ”jamen, der er nu nok alligevel noget om snakken, ellers skrev de det vel ikke.” Det er netop det hæslige ved at blive offer for denne type journalistik. Man har ingen reel mulighed for at forsvare sig. Tager man til genmæle, kan det virke forceret og som om, der virkelig er noget om snakken. Og det kan ikke spoles tilbage. Det er allerede derude.

Nogle gange møder jeg derfor også en vis resignation i branchen. Man tænker ”nå ja, vi må vel leve med det” eller ”jo, når man siger A må man også sige B. Hvis man lader sig fotografere til en premiere, så må man også forvente, at pressen kommer til skilsmissen”. Det er jeg fuldstændig uenig i. I vores branche (og jeg siger med vilje vores branche) er der nogle mennesker, der er kendt i offentligheden på grund af deres arbejde – og de produktioner de medvirker i. Men det kan aldrig blive et argument for, at deres privatliv er offentlig ejendom.

Nogle gange kan vi komme til at bilde os selv ind, at vi i vores job, har vi brug for den kulørte presse. Det mener jeg ikke er tilfældet. Ingen i vores branche har, mig bekendt først været i pressen og har derefter som en afledt effekt fået et job. Det har tværtimod været omvendt.

Nogle siger ja til at tale med ugeblade som Se og Hør, og andre siger nej. Og det er helt fint, for her kan man selv tyre, hvad der skal frem og hvad man vil sige. Og det kan sagtens have reklameværdi for både en forestilling eller en film eller noget helt tredje, at man giver interview eller fotograferes. Men uanset om man tidligere har talt med pressen eller ej, så giver det ikke et medie ret til selv at tage for sig blandt ens helt private oplysninger eller til at finde på historier uden nogen bund i virkeligheden. Alle har ret til et privatliv – det gælder også de mennesker, som tilfældigvis har et job, som gør dem kendt i befolkningen.


 
shemaleup.net