Lad os tage hånd om kunsten sammen

Leder i magasinet Sceneliv #4 2018
Benjamin Boe Rasmussen

Lad os tage hånd om kunsten sammen

En mandag midt i maj mødtes 300 ledere, producenter og andre interessenter fra det danske scenekunstliv til kongres i Odense. Kulturministeren havde inviteret os til at bruge en dag på at diskutere fremtiden for dansk scenekunst.

Forud var gået et par måneder med debat på Facebook. Debatten udviklede sig måske nok, som den slags fb-debatter har det med, i en lidt barnlig og ukonstruktiv retning. Men der var faktisk også nogle rigtig spændende tiltag, og jeg glædede mig. Jeg glædede mig til at mødes på tværs om noget, der er så forbandet vigtigt for os allesammen, og det gjorde det kun ekstra spændende, at vi i Skuespillerforbundet kom klædt godt på.

Vi havde nemlig, helt i mødets ånd, sat os ned sammen med TIO, landsdelsscenerne, de københavnske teatre og Det kongelige Teater og var nået frem til et fælles, konstruktivt og gennemarbejdet forslag, som ville kunne forbedre vilkårene for dansk scenekunst. Og så oven i købet uden at Kulturministeriet skulle have penge op af lommen. Det var ret banebrydende. Både forslaget og selve samarbejdet. Så jeg havde stort mod da jeg gik ind i Odense Kongrescenter.

Det forsvandt dog ligeså stille, som dagen skred frem. Modet blev til frustration. For alle de mennesker, stort set samtlige de fortalere for kunsten, der var samlet, forsømte chancen for at tale om kunstens fælles udfordringer og i fællesskab at forsøge at finde retning og løsninger. Vi forspildte chancen for at tale om, hvordan vi kunne samle vores ressourcer og frigøre midler og energi til scenekunsten.

I stedet blev dagen, som vi har set det alt for mange gange før, præget af detail- og partsindlæg og teatre og landsdele, der bebrejdede hinanden og hyttede eget skind. Det var familiefesten fra helvede. For folk havde tilsyneladende glemt, at vi har fælles mål: At sikre kunsten de bedst mulige vilkår.

Det her er ikke en kritik af ministeren eller hendes kongres. Branchen fik en mulighed for at tale med én stemme. Men kulturministeren kan med al mulig ret sætte sig i stolen i Deadline og sige at dansk scenekunst ikke kan blive enig med sig selv. Så nu løser hun vores problemer. Er det det, vi vil have?
Vi kræver af politikerne, at de skal tage kunsten alvorligt, lytte til os – men hvordan kan vi forvente at blive hørt, hvordan kan vi for alvor være med til at sætte en overordnet retning, når vi bekæmper hinanden og dyrker særinteresser?

Vi lever i en tid, hvor for få tager kunsten alvorligt, men hvis ikke vi selv gør det, hvis ikke vi tager ansvar, hvem gør så?

Jeg drømmer om, at vi som branche i fællesskab gør en indsats – bliver enige om, hvad vi skal med kunsten, hvordan vi bedst sikrer os, at kunsten i Danmark fortsat kan udvikle sig, fortsat kan bevæge og berige danskerne. Vi elsker den alle sammen. Så lad os dog tage hånd om de rammer, vi giver den til at leve i.

Ja, arbejdsgiverne betaler vores løn, men vi har fælles interesser i det her – om ikke andet vil vi kunstnere vel gerne have et sted at gå hen og arbejde. Lad os begynde med at erkende, at vi ikke er fjender i kampen for kunsten og begynde at arbejde sammen. Og lad os tale om, hvordan vi kan gøre tingene bedre – i stedet for, hvordan andre gør dem forkert.

Filmbranchen gjorde det i starten af 90erne, da de stod sammen skulder ved skulder. Selvom nogle var virkelig, virkelig uenige – ja, faktisk i en grad, så de kom korporligt op at slås, på trods af det stod de sammen. De skjulte de blåslåede øjne bag solbriller og stod sammen over for politikerne. Og de kæmpede sig frem til fantastiske filmforlig.

Lad os lære af det.



 

 
shemaleup.net