Tiden er altid inde til at gøre, hvad der er rigtigt

Leder i magasinet Sceneliv #5 2013
Katja Holm

Han hænger de steder, hvor jeg færdes mest: på mit kontor i Dansk Skuespillerforbund, i min stue i min lejlighed og jeg har ham sågar på min telefon og indimellem i ørerne, når jeg cykler til og fra arbejde. Dr. Martin Luther King.

En sen aften denne sommer krøb jeg sammen i en stol og så for gud hvilken gang optagelserne af hans fantastiske tale i Washington DC i august 1963 foran tusindvis af amerikanere, hvor ordene lød: ”I have a dream…”

Når jeg ser hans tale, er der altid flere ting, der overrasker mig: Den helt igennem dramatiske udvikling, talen tager; fra at have holdt sig til manuskriptet, med en næsten staccato-agtig tale, til en friere messen men også søgen efter ordene. Gentagelsen. Ordene, der brænder sig fast i bevidstheden. Ordene, jeg husker: “Let´s not walk in the valley of dispear”. “Now is the Time”. ”We hold these thrues to be selfevident, that all men are created equal.”

Talen er ikke kun et studie i dramatik. Det er en tale fra et utrolig modigt menneske, der var fast i sin overbevisning om, at tingene ville ændre sig, og som gik målrettet efter at få den drøm til at gå i opfyldelse. Talen rummer inspiration, giver mulighed for tilbageblik, et blik på verden af i dag og en mulighed for at lade ordene vække genklang.

Jeg har altid beundret modige mennesker. Mod er mange ting og ikke nødvendigvis det samme som at turde stille sig op og bare mene en hel masse. Tale og handling skal hænge sammen. Åbenhed og lytten skal gå hånd i hånd med handling og stålsathed.

Jeg synes, det er godt at beundre. Ikke uden kritisk sans selvfølgelig. Men det at beundre et andet menneske, analysere det, som vedkommende kan eller engang kunne, og selv at stræbe efter at opnå – måske bare noget – af denne kunnen, det kan for mig at se kun gøre mig klogere. Det inspirerer. Det sparker mig bagi. Det holder mig fast.

Tro endelig ikke, at jeg på nogen måde sammenligner Dr. Kings arbejde med arbejdet i Dansk Skuespillerforbund eller jeg mener at mange hundrede års racediskrimination er sammenligneligt med fagligt arbejde i Danmark.

Men jeg kan alligevel sagtens bruge inspirationen til at gøre noget og troen på, at det nytter. Være tro mod sin egen overbevisning og arbejde for den.

Vi har udfordringer i vores branche, og der er nok at tage fat på ved denne sæsonstart.

Der er overenskomstforhandlinger, pensionsspørgsmål og en række forhold, der kan forbedres på vores område. Rettigheder og kontrakter er et fokusområde både internt og eksternt. Vi skal sammen være med til at gøre befolkningen forståelig, at kunsten i alle dens afskygninger, gør livet interessant og tilfører dagligdagen værdi. At vi alle er forbrugere af kunst og kultur i større eller mindre grad, som underholdning og inspiration, til at væmmes og glædes, til at opleve og bearbejde livet. Og derfor skal der investeres i kunsten.

Disse og mange andre udfordringer bliver vi ved med at forsøge at få løst. Ikke fordi det altid er nemt. Ikke fordi det altid er muligt. Men fordi vi dybt nede tror på, at kunsten er vigtig i et samfund. Er man håbløst realist, er det hensigtsmæssigt at skyde ethvert forsøg på forbedringer ned: i en finanskrisetid er alt blevet svært.

Men hvorfor ikke forsøge? Forsøge som bestyrelse, formand og medlemmer at arbejde mod det fælles mål at give kunsten en højere prioritet i vores samfund.

Med benene trukket godt op under mig denne sommeraften, tænkte jeg på vigtigheden af inspiration og troen på, at tingene måske kan lykkes. Og med øjnene rettet mod Dr. Martin Luther King og med hans ord i mine ører tænkte jeg: Ja, ”the time is always right to do what is right.”

 
shemaleup.net