Hvad vil vi med kulturen?

Leder i magasinet Sceneliv #6 2015
Katja Holm

Alle vi medlemmer af Dansk Skuespillerforbund beskæftiger os dagligt med kunst. Enten direkte, på scenen eller i tv og film. Men også ofte indirekte, når vi bruger vores faglighed i alle mulige andre jobsituationer. Personligt har jeg ikke været i en professionel sammenhæng, hvor jeg ikke har brugt det, jeg har lært som skuespiller, hvad enten det rent faktisk var som skuespiller – eller da jeg arbejdede i lufthavnen som passager-assistent. Her havde jeg også brug for min faglighed og de ting, jeg havde lært på skuespillerskolen og på scenerne.

Det er en ufravigelig sandhed for mig, at kunstnere favner bredt med vores kunnen, og at vi hver evig eneste gang, vi varetager et arbejde bidrager til samfundet med den faglighed, vi har. På alle måder.
Så meget desto mere forstemmende er det, at kulturpolitik som overordnet område, som et ressortområde, hvor der sættes ind, er fuldstændig fraværende. Kulturpolitikken begrænser sig til enkeltsager og forholder sig ikke til det overordnede billede. Et teaterstykke falder en eller anden folketingspolitiker for brystet – og skal vi synge morgensang eller ej? Er DR for stor, eller er en tv-serie forkert?

Der springes fra tue til tue med en nærmest uopdragen, forkælet politisk opfattelse af, at kunsten, den klarer sig nok. Ingen politikere forholder sig til, hvorfor vi ønsker kunsten i samfundet, hvad vi vil med den, og hvordan vi kan bruge den og investere mere i den, fordi den er brugbar på så mange områder.
I egen branche afføder dette ind imellem en metaltræthed. Man fristes til at spørge: Er der egentlig nogen, ud over publikum, der vil os? Og vil nogen os egentlig, sådan for alvor, når de bliver tvunget til at vælge mellem hofteoperationer eller kunst?

Jeg vil have en kulturpolitik, der giver udtryk for at det her er vigtigt. En kulturpolitik, der tager kunsten alvorligt og erkender, at kunst er vigtig for os som samfund, og derfor også skal have ordentlige vilkår. Og en forståelse af, at kunsten er mangfoldig, og at det betyder, at stort som småt skal have muligheder for at gro.

Kunsten hænger sammen på uendelig mange måder. I stedet har vores nye kulturminister lagt ud med at præsentere, at teatre, museer, kunstneriske uddannelser og andre statslige kulturinstitutioner skal spare 600 millioner kroner. Og fravalgt først at tage dialogen med dansk kunst- og kulturliv om, hvor vi egentlig vil hen med det hele. Jeg forstår ham ikke.

Kunsten kan ikke undværes. Hverken nu eller i fremtiden. Kunsten er selve fundamentet for alting, og dens udtryk, dens aftryk, er helt umuligt at undgå. Men man kan godt udsulte kunsten så meget, at vores levevilkår og mulighederne for at få talent og kunst til at blomstre udhules. Så muligheden for at udvikle, blandt andet ved slå skæverter og fejle, bliver fuldstændig umuliggjort. Når al kunst skal kunne 'betale sig' (i øvrigt en grotesk og hæslig måde at anskue såvel et arbejds- som et menneskeliv på), så dør udvikling og muligheder og mangfoldighed. Og livet og samfundet bliver uendelig forarmet.

Selvfølgelig vil publikum os, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Men jeg mangler i den grad en politisk overordnet udmelding om, at ministeren vil og er villig til at satse på kunsten i al sin mangfoldighed.

I håbet om dialog.

 
shemaleup.net