#MeToo – der er langt endnu

Leder i magasinet Sceneliv #6 2018
Benjamin Boe Rasmussen

15. oktober 2017 tikker et tweet ud og en global bevægelse ser dagens lys. #MeToo. En amerikansk skuespillerinde opfordrer til at dele oplevelser med seksuelt og psykisk magtmisbrug, og verden opdager pludselig omfanget af en kultur, som den har valgt at se gennem fingre med.

Blev vi taget med bukserne nede, da #MeToo rullede ind over Danmark og også her fik en sump af historier om overgreb, chikane, ydmygelser og magtmisbrug frem i dagens lys? Hvorfor havde vi - kunstnere, arbejdsgivere, instruktører, producenter, uddannelsesstederne – ikke for længst set problemets omfang? Og hvis vi havde set problemet, hvorfor fanden var der så ikke nogen, der havde gjort noget? Det var i den grad tid til selvransagelse.

Jeg ved, der sidder nogen derude, som er ved at brække sig over at høre om #MeToo. Som ikke mener, der nogensinde har været et problem. I hvert fald ikke i Danmark. Vis os krænkerne. Hvem er de, spørger de? Til dem har jeg kun én ting at sige: Vågn op! Det sker. Der er kolleger, der bliver krænket – og måske er du oven i købet en af dem, der krænker. Altså – uden at vide det. Uden at ville det.

Det er særegent for #MeToo bevægelsen i Danmark, at vi forsøger at ændre billedet fremadrettet. Vi er ikke ude efter hævn. Nej, vi vil skabe en fremtid og et arbejdsliv, vi alle gider være en del af. Det gode ved den approach er netop erkendelsen af, at mange af os bevidst eller ubevidst har været en del af en helt gal kultur – men at vi nu i fællesskab kan lave om på det.

Det er i virkeligheden nemt nok at pege på de værste krænkere: Lige fra voldtægtsforbryderen til dem, der insisterer på, at kunst bliver skabt i en zone af seksuel grænsesøgen. Det er selvfølgelig noget pis. Kunst bliver ikke finere af, at det er lavet af nogen, som ikke opfører sig ordentligt.

Nej, det sværeste sted at få greb om, det er gråzonerne. Et af de mest benyttede argumenter mod #MeToo er, at ”man da bare kan sige fra.” Men det er lettere sagt end gjort. I en branche, hvor grænserne flyder, og hvor vi alle arbejder på korte kontrakter og har 10-15 arbejdsgivere på et år, har vi lært, at vi skal være robuste. Har vi lært at sige ja. Nærmest per automatik.

Så vi laver den grænseoverskridende sexscene, tager en tudekiks og snakker med kæresten om det, når vi kommer hjem. Nogen gange går vi med til at tage tøjet af til en casting. Læser et manuskript i chefens sommerhus eller lader på andre måder os selv blive sat i situationer, hvor vi ikke klart kan definere vores grænser.

#MeToo handler om, at vi skal være meget mere bevidste om, hvad magtforholdet mellem mennesker betyder. Om at respektere grænser, selv når ingen siger noget højt.

Der er snart gået et år siden første tweet. Er kulturen blevet bedre på arbejdspladserne? Er vi blevet bedre til at passe på os selv og hinanden? Jeg håber det, jeg tror det, jeg synes, vi er blevet bedre til at tale om det her, og det er en god start.

Dansk Skuespillerforbund arbejder sammen med resten af branchen om en række initiativer. Vi har holdt et stormøde, hvor vi sammen med blandt andre arbejdsgivere, instruktører, producenter og uddannelsesstederne satte ord på gråzonerne. Vi har oprettet en rådgivningstelefon – og der er værktøjer på vej til, hvordan vi bedst griber det an ude på arbejdspladserne. Og så har vi også sat fokus på sexchikane og magtmisbrug i pressen. Det her er ikke kun vores problem, og vi kan være med til at få andre brancher til at tage kampen op.

Jeg tror, det rykker. Men langt fra nok. Som nogle af jer måske har læst, er det ikke længe siden, jeg blev ringet op af DRs Aftenshowet, som efterlyste en kvindelig skuespiller, der kunne have lyst til at deltage i et indslag om #MeToo og ligestilling i dansk film. Journalisten havde foreløbigt fået nej til at komme i studiet fra over 30 skuespillere. Over 30! Det var ikke fordi, de ikke havde noget at fortælle. En stor del af kvinderne fortalte skræmmende nok, at de ikke orkede at stille op til de øretæver og den latterliggørelse, de havde set andre modige kvinder bliver udsat for efterfølgende.

Det gør mig stadig rasende at tænke på. For den slags personangreb er ikke alene menneskeligt uanstændige. De er også helt ødelækkende for en endnu skrøbelig, men sindssygt vigtig debat.

Jeg kan ligge vågen om natten ved udsigten til, at debatten forstummer og problemet med sexchikane (det er for resten ulovligt, vidste du det?), krænkelser og dårligt psykisk arbejdsmiljø noget så belejligt ”forsvinder”. Så lad os bakke op om hinanden og hjælpe os selv ved at blive ved med at italesætte det her.
Det, at nogen fortæller om deres oplevelser og deres dilemmaer, gør det nemmere for os andre ikke at føle os alene og måske turde sige: Det bliver et nej tak herfra.

 

 
shemaleup.net