Leder i magasinet Sceneliv september
Katja Holm

I juni offentliggjorde dagbladet Politiken flere artikler om skuespilleres vilkår. Artiklerne byggede på en undersøgelse, som en stor del af medlemmerne af DSF havde svaret på.

Set fra et fagforeningsperspektiv var jeg positivt overrasket over undersøgelsen. For der blev lagt adskillige myter i graven. Den første myte er, at skuespillere året rundt lever af dagpenge. Det er meget langt fra virkeligheden. Undersøgelsen viser, at under halvdelen af de professionelle skuespillere ind imellem benytter sig af dagpengesystemet – men bestemt ikke året rundt.

En anden myte er, at skuespillere ikke påtager sig andet arbejde end traditionelt skuespillerarbejde. Heller ikke dette er sandt. Rigtig mange medlemmer supplerer deres indtægter på det traditionelle skuespiller-område med job andre steder. De fleste supplerer med ting, der ligger i umiddelbart forlængelse af deres fag, som undervisning og konsulentarbejde. Men der er også en hel del, der har job, som ikke har med faget at gøre.

Det er altid godt at få gjort op med nogle af de mere eller mindre sejlivede myter, der hersker om vores fag, Så langt så godt. Men der er altid flere dimensioner – flere spørgsmål at stille.

Et af de grundlæggende principper i vores branche er, at det er at arbejde avler arbejde og at udvikle netværk og holde sig i kontakt med arbejdsgiverne er uhyre vigtigt. Det fremgår også med al tydelighed af de svar, skuespillerne selv har givet i undersøgelsen.

Men så funderer jeg: hvis man bruger en stor del af den tid, man er vågen, på at arbejde uden for sin egen branche, så kan det være vanskeligt også at netværke inden for sin ”originale” branche. Og det er jo heller ikke helt uden problemer at få fri fra et arbejde i en anden branche for at gå til casting eller audition. Det samme gælder i øvrigt også i forhold til at gå på kurser og efteruddannelse.

Min påstand er derfor: At tage arbejde uden for branchen må ofte gøre det vanskeligere at få arbejde inden for branchen. Måske vil andre faggrupper svare, at alle andre i det danske samfund er også nødsaget til at søge andre jobs. Og også i deres fritid. Det samme skal gælde kunstnere.

NEJ! De færreste brancher er bygget op på en måde som vores. Næsten 100 procent af Dansk Skuespillerforbunds medlemmer lever en tilværelse som permanente freelancere. De søger nyt job året rundt og hele tiden – og det er tidskrævende. Og foregår på andre måder end ved at skrive en ansøgning og vedlægge sit CV.  Det er ikke et valg, de selv har truffet. Det er et branchevilkår, fordi det er sådan, vores kunststøttesystem er skruet sammen.

Og samfundet får rigtig meget kunst for pengene på denne måde – og publikum får en stor variation af skuespillere, ansigter og personligheder på scenen, film og i tv.

Når stort set en hel branche er bygget op om en freelancetilværelse med konstant jobsøgning og netværk så kræver det også, at man fra samfundets side er indstillet på, at den branches skal have vilkår, der passer til den. Det er ikke tilfældet i vores samfund, desværre. Og vi bliver klemt i både skatte-, dagpenge-, og pensionssystemer.

Politikens undersøgelse slår fast, at skuespillere er konstruktive og bidrager til samfundet. Til gengæld kunne vi godt ønske os mere konstruktivitet og et større bidrag fra politisk side i forhold til at skabe nogle regler, der passer til vores arbejdsmæssige virkelighed. Burde et samfund, der roses og roser sig af et blomstrende kulturliv ikke også tilpasse sig kulturlivet og de vilkår der findes for det?