Leder i magasinet Sceneliv november
Katja Holm

Uffe Elbæk er øjensynlig ikke en mand, der er bange for en udfordring. Og han står efter få uger som kul-turminister midt i en stor en af slagsen – nemlig forhandlingerne om næste års finanslov.

Det er sparetider, det kan ikke komme bag på nogen. Og de 100 mio. kr. ekstra, som S og SF lovede til kultu-ren under valgkampen, og de mange flere penge, som Enhedslisten lovede, er der desværre ikke skyggen af i hverken regeringsgrundlag eller udtalelser fra den nye minister indtil videre.

Samtidig regner jeg da også med, at en ny minister har et naturligt behov for at vise, at han kan skaffe fokus og penge til sit område. Og Uffe Elbæk har et godt udgangspunkt – et stort engagement i kulturlivet, en stor iderigdom og evnen til at skubbe projekter i gang. Han brænder for kultur og kulturens betydning i alle grene af samfundet og ønsker at sætte fokus på kulturen som en bærende kraft i samfundet. Herlige toner fra kulturens minister i en tid, hvor de eneste buzz-words tilsyneladende er vækst og økonomisk tilbageholdenhed.

Selv om der er langt fra Uffe Elbæks mange ideer, som han har beskrevet i en Marshall-plan for kulturen, og til beskrivelsen af kulturpolitikken i regeringsgrundlaget, så går jeg ud fra, at også den samlede regering har behov for at vise, at de har et andet kultursyn end de politiske kolleger, de har afløst. Og finansloven er jo et oplagt sted at bevise dette. Der er jo ingen naturlov i, at fordi der skal spares generelt i samfundet, skal der også spares på kulturen. Der er nemlig gode grunde til ikke at spare på kulturen, fordi et rigt kulturliv er det, der får en befolkning til at komme godt og helskindet igennem en økonomisk krise. Sådan tænker man i hvert fald i nogle lande.

Retrospektivt kunne jeg jo også komme med den påstand, at i Danmarks opsvingsperiode, hvor nogle men-nesker nærmest tjente penge, mens de lå og sov, mærkede det samlede kulturlandskab ikke et opsving af samme dimensioner. Man kan mene, at kulturlivet har noget til gode.

Så jeg er fortrøstningsfuld og regner med at se positive aftryk i finansloven, som klart tilkendegiver, at vi har fået en regering, der vil kulturlivet og har forståelse for dets betydning for hele samfundet. Og hvor er det så, at vi i Dansk Skuespillerforbund mener, at disse aftryk skal sættes.

Der er så rigeligt for en kulturminister at sætte sit aftryk på: Opprioritering af den moderne dans, genindførelse af den automatiske refusion på 50 procent til egnsteatrene, en ordentlig fireårs-aftale til Det Kongelige Teater, så de ikke skal skære ned i antallet af produktioner og kunstnerisk personale, en åben scene, modernisering af ophavsretsloven, så kunstnere kompenseres for den lovlige privatkopiering der sker til mp3 afspillere og hardisk-optagere, muligheder for skoler og institutioner til at investere flere midler i børne- og ungdomsteater. Dette er kun nogle få områder, der trænger til en vitaminindsprøjtning, jeg kunne sagtens nævne flere.

Måske kan det hele ikke realiseres på en gang, men hvis det er både synligt og mærkbart, at retningen er rigtig, kan vi godt være tålmodige.

Og lad mig så minde om, at når vi taler økonomi på kulturområdet, så er vi i en helt anden – og meget min-dre – liga end med de fleste andre ting, der optager politikerne og befolkningen. Eller som en tidligere kul-turordfører har sagt:

”Herregud, 200, 300 millioner mere til kulturen. Det er småpenge sammenlignet med, hvad jeg har bevilget til udvidelsen af en motorvej. Det er jo nærmest en regnefejl i finansministeriet.”