Centralisering bekymrer

9. december 2011
Centralisering bekymrer

Dansk Skuespillerforbund er enig med Kunststøtteudvalget i, at kunststøttesystemet i dag på en række områder er uhensigtsmæssigt. Forbundet mener dog ikke, at løsningen er den stærke centralisering i et nyt Kunstinstitut, som udvalget foreslår. Det skriver DSF i sit høringssvar til rapporten fra Kunststøtteudvalget, det såkaldte Lars Liebst-udvalg, som kom med sin rapport om kunststøttesystemet inden sommerferien.
 
Dansk Skuespillerforbund er primært imod den stærke centralisering, der vil ske i udvalgets model, hvor Kunstråd og Kunstfond sammenlægges. Udvalget vil bl.a. afskaffe rådets og fondens repræsentantskaber – noget som DSF mener vil svække det demokratiske islæt i konstruktionen. Forbundet fremhæver i sit høringssvar desuden, at det er afgørende at beslutninger om fordeling af kunststøtte tages af fagpersonerne i fagudvalgene – og ikke af styrelsen og embedsmændene, der betjener fagudvalgene. 
 
Også Dansk Kunstnerråd er betænkelig ved Kunststøtteudvalgets rapport. Kunstnerrådets høringssvar kan læses på http://kunstner.org/

Læs hele Dansk Skuespillerforbunds høringssvar