Nye nationale talentkommuner

13. februar 2019
Nye nationale talentkommuner

Danmark får 6 nationale talentkommuner. 
Det er netop blevet offentliggjort, at Holstebro, Viborg, Esbjerg, Holbæk, Aarhus og Fredericia er udpeget som de nye, nationale talentkommuner. Udpegningen er en del af kulturministerens talentindsats, der skal styrke lokale talentmiljøer ude i landet og hjælpe unge talenters vej til at skabe sig en professionel karriere.

”Danmark lever af sine talenter og vi skal i fremtiden være endnu bedre til at hjælpe vores børn og unge med at udvikle deres talent inden for kunstarterne. Ved at udpege seks nationale talentkommuner og 10 talentmiljøer er jeg sikker på, at flere af vores unge vil udvikle deres talent til også at blive en levevej,” siger kulturminister Mette Bock i en pressemeddelelse.

I april 2018 lancerede kulturministeren en talentindsats, der skal styrke og udvikle lokale talentmiljøer. Det har været muligt at søge om at blive udpeget som talentkommune og støtte til nye talentmiljøer.

De fem talentkommuner Holstebro, Viborg, Esbjerg, Holbæk og Aarhus, som har formuleret en strategi for talentudvikling inden for en række kunstområder, modtager samlet 5,3 mio. kroner. Herudover har Fredericia Kommune benyttet den mulighed, der lå i talentkommunepuljen, om at søge om at blive udpeget som talentkommune på baggrund af sit ambitiøse talentarbejde, men uden at søge tilskud fra puljen.

Derudover er der udpeget 10 talentmiljøer, som modtager 2,5 mio. kroner, som etablerer eller udvikler talentmiljøer inden for folkemusik og folkedans, musik, musical, scenekunst, billedkunst, tegning, ballet og moderne dans, litteratur, kunsthåndværk, design og cirkus.

De 10 talentmiljøer er:

  • Orkesterefterskolen - Etablering af et talentmiljø for folkemusik og -dans (landsdækkende projekt)
  • Dansk Talentakademi i Holstebro og omliggende kommuner
  • Billedskolen, Horsens - Visuelt Gymnasium
  • Det kgl. Teaters balletskole og lokale balletmiljøer rundt omkring i landet
  • Odense Musikskole - Et tværæstetisk talentmiljø
  • Gentofte Kommune - Kunstcubator
  • SGK-Landsforening - Konsolidering af Landsforeningen for Scenekunstneriske Grundkurser
  • Limfjordsteatret - TeaterTalent Mors
  • Odsherred Kommune - Forfatterskolen
  • AFUK - Dansk Cirkus Talent (Aarhus og København)

Foruden talentkommunerne og talentmiljøerne er der som en del af talentindsatsen samtidig oprettet et karriereprogram til de allerbedste talenter, som har internationalt potentiale til at blive en del af eliten inden for deres fag.