Dansk film og tv er en flyvende humlebi

3. september 2019
Foto: Henning HjorthFoto: Henning Hjorth

Bliv aldrig scenekunstner for lønnens skyld. De fleste skuespillere og dansere lever nemlig med en skrabet økonomi, mens superstjernerne er få. Det skal man ikke have ondt af, for det er også en branche, hvor mange med stor glæde og passion udlever deres livsdrøm.  

Alligevel er det værd at se på, hvordan en skuespillers løn typisk er sammensat, hvis man vil forstå baggrunden for, at et lille land som Danmark kan producere så meget godt indhold. Danmark er jo som bekendt et lille sprogområde, men den danske rettighedsmodel er en væsentlig årsag til, at vi trods alt er i stand til at producere en ganske stor mængde film og tv af en gennemgående høj kvalitet. Rettighedsmodellenbetyder nemlig, at skuespillernes grundløn typisk er lav - til gengæld får skuespillerneogså del i overskuddet, hvis produktionen bliver en succes.  

Rettighedsmodellen betyder, at mange scenekunstnere med en skrabet økonomi alligevel kan sætte penge af til pension eller spare op til udbetalingen på en bolig. Men rettighedsmodellen giver samtidig danske producenter mulighed for at tænke nyt og satse på produktioner, som ikke på forhånd kan garanteres stor succes. Det kan de, fordi investeringen i udgangspunktet er lavere. Modellen har på den måde medvirket til at gøre dansk indhold til en humlebi, der flyver.  

I dag er rettighedsmodellen desværre under pres. De internationale streamingtjenester har bragt meget godt med sig, men de kender ikke vores måde at gøre tingene på. Og angsten for, at de skal vælge at flytte produktionen væk fra Danmark, hvis vi ikke efterkommer deres ønsker, skaber nervøsitet i hele branchen og særligt blandt producenterne. Det sker på trods af, at den danske model gennem årtier har givet vigtige, gensidige fordele for både publikum, producenter og scenekunstnere. I Skuespillerforbundet opfordrer vi derfor alle i branchen til at stå sammen om den danske rettighedsmodel. Vi opfordrer også politikerne til at bakke op om modellen ved at sikre, at aftalerne bliver overholdt, når produktioner modtager offentlig støtte.  

På den måde får vi i branchen også langt bedre kort på hånden i forhandlingerne med de store, internationale streamingtjenester. Så lad os stå sammen om at få humlebien til at flyve videre.   

Læserbrev fra formand Benjamin Boe Rasmussen, Berlingske 3. september