Dansk filmbranche oplever fremgang

3. november 2017
Dansk filmbranche oplever fremgang

Danske film-, tv-, reklame- og spilproducenter har i årene 2009-2016 fordoblet både omsætning og eksport. Det viser en ny analyse fra Producentforeningen af udviklingen i landets såkaldte audiovisuelle brancher: De private producenter, som skaber egne rettighedsbeskyttede produkter.

I den pågældende periode har der samlet set været en gennemsnitlig årlig vækst i omsætningen på små 8,6 procent og en vækst på 93 procent for hele perioden. Også eksporten er i perioden omtrent fordoblet med en vækst på 103 procent, skriver Politikken.

”Vi snakker ofte om Oscars, publikumstal, medieforlig og alt det andet, som går på indholdet og kulturpolitikken, men her viser udviklingen over årene, at vi også her leverer noget til samfundet i form af arbejdspladser, eksport og omsætning og dermed også skat”, siger Producentforeningens direktør, Klaus Hansen til avisen.

På omsætningen alene overgår de kreative brancher sågar industriproduktionen, hvor omsætningen i samme årrække steg med 23 procent, svarende til gennemsnitligt 3 procent om året, oplyser Dansk Industri til Politikken.

Klaus Hansen mener, at dette viser et potentiale i disse brancher som kan udnyttes og medgiver, at omsætningstallene havde set noget mindre prangende ud i primært filmbranchen, hvis den offentlige støtte til konkrete filmproduktioner på typisk omkring 35 procent trækkes fra. Hvilket de ikke gør i analysen.