Elever bliver ofre for økonomisk rod på scenekunstskolen

26. april 2019
Elever bliver ofre for økonomisk rod på scenekunstskolen

Den økonomiske krise på scenekunstskolen betyder nu, at to ud af fire nye kandidatuddannelser bliver nedlagt, før de nåede at komme i gang. Eleverne bliver ofre for skolens elendige økonomistyring, mener Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund.

”Jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg læste, at Den Danske Scenekunstskole har besluttet at nedlægge halvdelen af sine nye kandidatuddannelser. Konsekvenserne af skolens elendige økonomistyring er langt værre, end jeg havde frygtet – både for eleverne og for de uddannelsesmæssige ambitioner på hele scenekunstområdet. Det her kan umuligt være den rigtige løsning,” siger Benjamin Boe Rasmussen, formand for skuespillerforbundet.

Han er både rystet over det økonomiske rod på scenekunstskolen – og over den måde, som skolen sammen med Kulturministeriet har grebet situationen an.

”Konsekvensen af denne her møgsag bliver jo, at de unge mennesker, som bliver bachelorer til sommer får en ekstremt uheldig start på deres karriere. Når kandidatuddannelserne ikke opsuger flere af dem, så skal de jo alle ud at arbejde, og så mange unge skuespillere kan branchen slet ikke absorbere,” påpeger Benjamin Boe Rasmussen.

Gør noget for de unges skyld
Blandt andet derfor mener formanden for skuespillerforbundet, at Kulturministeriet må gøre meget mere for hurtigt at rette op på den økonomiske situation på scenekunstskolen.

”Det kan ikke være rimeligt, at de unge bliver smidt ud foran bussen, fordi de voksne ikke kan lægge et helt almindeligt budget. Jeg mener, at det må være en nødopgave for Kulturministeriet at rette op på skolens økonomi – ikke for ledelsens skyld, men for de unges skyld,” siger Benjamin Boe Rasmussen.
Han forstår heller ikke, hvordan det kan give mening at fortsætte med at kræve omprioriteringsbidrag fra en uddannelsesinstitution, der er så hårdt presset.

”Det viser endnu engang, hvor udsultede og sårbare uddannelserne er blevet, når simple regnefejl kan betyde nedlæggelse af to uddannelser. Genopretningsplanen, som man er kommet op med, giver også et ret deprimerende billede af, hvor høje de politiske ambitioner reelt er på kulturområdet. Det fremgår jo fx slet ikke, hvornår de to sidste kandidatuddannelser så i stedet kan komme i gang,” slutter formanden for Dansk Skuespillerforbund.

Kandidatuddannelserne var et led i en større indsats for at få de kunstneriske uddannelser i Danmark op på internationalt niveau.

Kontakt

Benjamin Boe Ramussen, formand for Skuespillerforbundet, mobil: 20 46 18 94 eller mail: bb@skuespillerforbundet.dk