Film- og teaterbranchen i fælles kamp mod sexchikane

23. november 2017
Film- og teaterbranchen i fælles kamp mod sexchikane

11 organisationer fra hele film- og teaterbranchen gav i dag på et møde i Dansk Skuespillerforbund hinanden hånd på at arbejde sammen for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø på teater- film og tv-produktioner.

”Sexchikane og dårligt psykisk arbejdsmiljø i det hele taget er et fælles problem, som film- og teaterbranchen kun kan komme til livs, hvis vi går sammen om en fælles og vedvarende indsats. Jeg er meget glad for, at alle – både repræsentanter for arbejdsgivere og for ansatte – i dag meldte ud, at vi har brug for hinanden, hvis vi skal sikre en professionel branche, hvor man kan gå på arbejde uden fare for at få overskredet sine grænser. Et godt psykisk arbejdsmiljø er helt afgørende for ikke bare den enkeltes trivsel, men også for vores fælles evne til at skabe den bedst mulige kunst,” siger Producentforeningens direktør Klaus Hansen.

Producentforeningen er sammen med Dansk Skuespillerforbund initiativtager til det tværgående samarbejde, der nu tager fat på en langsigtet indsats.

”Den sidste tids debat har gjort, at tabuet er ved at blive brudt. Vi taler om dårligt psykisk arbejdsmiljø, og vi er hver især blevet mere bevidste om egen praksis og om, at dårligt psykisk arbejdsmiljø ikke kun er noget, de andre har.  Det er godt, men nu skal der handles,” siger formand for Dansk Skuespillerforbund Katja Holm.

”Vi tror ikke på, at det er gjort med at nedskrive nogle regler eller komme med fine hensigtserklæringer. Derfor har vi i dag nedsat en hurtigt arbejdende lille arbejdsgruppe, der udover at komme med oplæg til Code of Conduct, skal indsamle viden om, hvordan vi i branchen bedst forebygger dårligt psykisk arbejdsmiljø og lægge en arbejdsplan for samarbejdet, der sikrer, at vi også holder fokus, når vi ser ind i fremtiden. Desuden indkalder vi allerede kort efter nytår til et stormøde for alle interesserede i branchen. Der skal vi dels udveksle erfaringer og dels blive klogere på, hvordan vi bedst griber det forebyggende arbejde an. Det er vigtigt, at vi ikke udelukkende handler på baggrund af følelser, men baserer vores arbejde på viden,” siger Katja Holm.

Organisationerne opfordrer fortsat medlemmer, der oplever dårligt psykisk arbejdsmiljø, til at ringe eller skrive.

Klaus Hansen træffes på 20 81 09 59
Katja Holm træffes på 26 14 41 18


De 11 organisationer er:  Producentforeningen, Dansk Skuespillerforbund, FAF, Danske Scenografer, Danske Filminstruktører, Danske Sceneinstruktører, TIO, Danske Teatres Fællesorganisation, Danske Dramatikere, Projektstøtteudvalget for Scenekunst og DFI.