Flere nydanske hovedkarakterer

1. november 2018
Flere nydanske hovedkarakterer

Andelen af hovedkarakterer i danske spillefilm, der har ikke-vestlig baggrund, er steget de senere år. Det viser nye tal fra Det Danske Filminstitut, der netop har udgivet 'Undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film', der dokumenterer mangfoldigheden i dansk film, som den tegner sig bag kameraet, i filmene og blandt publikum.

Af rapporten fremgår det, at der er sket en væsentlig stigning i andelen af beskæftigede nydanskere i filmbranchen siden 2012. Andelen af nydanskere er lidt lavere end i alle erhverv i Danmark samlet set, men ligger dog højere end i den danske kulturbranche som helhed, skriver DFI på deres hjemmeside.

Rapporten viser blandt andet, at der foran kameraet er sket en væsentlig stigning i andelen af nydanske hovedkarakterer med ikke-vestlig baggrund siden sidste opgørelse fra 2015. Andelen af nydanske skuespillere og karakterer er dog fortsat lavere end i samfundet generelt.

Direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard understreger, at mangfoldigheden er afgørende for dansk films kvalitet og udvikling:

"Dansk film skal være et kor af mange stemmer – visuelle fortællinger, der bygger på forskellige erfaringer og kunstneriske visioner. På den måde kan filmene nemlig både medvirke til at skabe indsigt og forståelse for vores forskellige livssituationer og sikre fornyelse i dansk film.”

Læs mere her