Hvad skal scenekunsten i fremtiden?

16. marts 2018
Foto: Steen BrogaardFoto: Steen Brogaard

Kulturminister Mette Bock skyder i dag gang i en debat om scenekunstens fremtid og håbet er, at få flere til at gå i teatret.

”Scenekunsten i Danmark har en lang, stærk tradition – og et godt niveau, når vi ser på det store, mangfoldige repertoire af forestillinger, som danskerne har adgang til. Men i en tid, hvor publikum strømmer til andre kulturinstitutioner som museer, koncerthuse og spillesteder, har de statsstøttede teatre ikke oplevet samme fremgang. Jeg så gerne, at flere fik glæde af scenekunsten.”, siger kulturministeren.

Derfor inviteres alle – både borgere og professionelle aktører – til at deltage aktivt i debatten og formulere deres ønsker til fremtidens scenekunst. Facebook-gruppen 'Dine ønsker til fremtidens scenekunst'  går i luften i dag og det er her du kan debattere scenekunstens udfordringer og muligheder, samt bidrage med ønsker og idéer til, hvad teatrene kan gøre for at komme tættere på publikum. Facebook-gruppen er aktiv frem til 1. maj 2018.

Sideløbende inviteres scenekunstens organisationer og aktører til at bidrage med visioner og forslag til konkrete ændringer af støtteordninger og lovgivning i en særskilt høringsproces.

Trådene samles på en konference 14. maj 2018, hvor ministeren samler kulturpolitikere og repræsentanter for scenekunstmiljøet til at diskutere fremtidens visioner for scenekunsten i Danmark.

Du kan læse mere om initiativet her.