Internationale oplevelser på Aprilfestival

28. marts 2017
Internationale oplevelser på Aprilfestival

Mere end 100 teaterfolk fra 25 forskellige lande har meldt deres ankomst til Aprilfestivalen, som løber af stablen fra d. 23. til d. 30. april i Sønderborg Kommune. 

De mange internationale gæster er en varieret forsamling af teaterfolk, skuespillere, instruktører, festivalproducenter og talentspejdere. De kommer alle for at se nyt og banebrydende teater på dette område, deltage i debatter og købe forestillinger til deres egne festivaler rundt omkring i hele verden. Dansk scenekunst for børn og unge har ry for at være af meget høj kvalitet og er derfor efterspurgt i mange lande over hele verden. 

De internationale gæstespil er udvalgt af Aprilfestivalen og Teatercentrum og varierer i indhold og stil. Fra Belgien kommer Compagnie Gare Centrale og fra Frankrig kommer Compagnie Arcosm, som ved tidligere lejligheder har trukket fulde huse på Aprilfestivalen. Derudover er dansk teater for børn og unge blevet uhyre populært i Kina inden for de sidste 10 år, og derfor har festivalarrangørerne valgt, at det danske publikum også skal have en chance for at se, hvad der rør sig i Kina på dette kulturområde. Derfor er China National Theatre For Children også inviteret til at medvirke på Aprilfestivalen. 

Aprilfestivalen byder på gratis teateroplevelser i hele Sønderborg Kommune.
Du kan finde flere oplysninger her, hvor festivalens samlede program kan ses fra fredag d. 31. marts.