Kulturministeren erkender skævvridning

10. juli 2018
Foto: Steen BrogaardFoto: Steen Brogaard

Kulturminister Mette Bock mener, at fordelingen af statens støtte til scenekunst i Danmark er skæv. ”Som det er i dag, er der mange tilfældigheder inde i billedet. Det kan have betydning for størrelsen af støtte, hvornår en institution er blevet tildelt støtte, og det kan være meget svært at gennemskue, hvornår et teater for eksempel er i kategorien landsdelsteater eller små storbyteatre. Det er ikke så meget tallet på de 69 procent af den samlede støtte, som går til Region Hovedstaden, der skurrer i mine ører. Det er mere kriterierne, der ligger til grund for tildeling af støtten”, siger ministeren til JydskeVestkysten.

Hun fortsætter: ”Vi skal have mere gennemskuelighed og fleksibilitet. Vi kommer aldrig derhen, at vi for eksempel giver halvdelen af støtten til København og resten udenfor København. Vi skal støtte udvikling, og vi skal støtte kvalitet frem for kvantitet. Derfor er det heller ikke geografi, der skal afgøre, om en bestemt scene skal have støtte”, siger hun.

Ifølge JydskeVestkysten forventer kulturministeren, at have et udspil til en reform klar efter sommerferien.