Ny direktør for FilmFyn

8. januar 2019
Foto: ProducentforeningenFoto: Producentforeningen

Efter næsten 25 år i Producentforeningen, heraf 10 som direktør, har Klaus Hansen valgt at takke ja til et job som direktør for FilmFyn, skriver Producentforeningen på deres hjemmeside.

Klaus Hansen er uddannet jurist og filmoperatør, og var blandt andet med til at starte FilmFyn i 2003, hvor han også var bestyrelsesformand gennem 11 år fra 2003 til 2014.

Ifølge Producentforeningen tiltræder han sin nye stilling senest 30. juni i år.  

FilmFyn har blandt andet haft succes til at støtte en række film, der delvist er blevet optaget på Fyn, herunder Bille Augusts ’Lykke-Per’, DR-serien ’Arvingerne’ og senest Zentropa-komedien ’Mødregruppen’. Derudover sender den nye filmaftale flere penge til de regionale filmfonde. Fremover har FilmFyn et årligt budget på 35 millioner kroner og bliver således en fond med mere indflydelse på dansk film.  

Hvem der så skal efterfølge Klaus Hansen som direktør bliver i disse dage diskuteret og besluttet i Producentforeningens bestyrelse.