Benjamin Boe Rasmussen ny formand for DSF

28. maj 2018
Benjamin Boe Rasmussen ny formand for DSF

Benjamin Boe Rasmussen er fra i dag ny formand for Dansk Skuespillerforbunds 2200 medlemmer. Den 51-årige skuespiller har været medlem af forbundets bestyrelse i tre år, de sidste to som næstformand.
 
”Jeg er meget stolt over de år, jeg allerede har været med til at kæmpe for bedre forhold for os skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere. Jeg skal ikke opfinde den dybe tallerken, for jeg sætter mig i formandsstolen i et forbund, der måske er stærkere, end nogensinde, og kampen for at sikre ordentlige løn og ordentlige arbejdsvilkår vil altid være hjørnestenen i vores arbejde. Men jeg ser også store og vigtige opgaver i at sikre mere ligestilling og mangfoldighed i branchen og ikke mindst i at få sat kunsten øverst på den politiske dagsorden igen,” siger Benjamin Boe Rasmussen.
 
”Lige nu føles det som om, at kunsten står opført under ’eventuelt’. Minister for Kultur og Eventuelt. Men der findes ikke nogen mennesker i det her samfund, som ikke bliver påvirket af kunst."