OFF kan indstille film til endnu en pris

9. november 2018
OFF kan indstille film til endnu en pris

Odense International Film Festival (OFF) kan nu også indstille film til Det Europæiske Filmakademi. Tidligere har filmfestivalen kun haft mulighed for at indstille film til Oscars og Robert-priser.

Det Europæiske Filmakademi består af filmfolk fra hele Europa, og deres prisuddeling er det europæiske svar på den amerikanske Oscaruddeling. Filmakademiet har netop udvidet antallet af festivaler, der fremover kan indstille kortfilm til at modtage de prestigefyldte European Film Awards. Og her er OFF kommet på listen, som rummer nogle af Europas største og mest anerkendte filmfestivaler som eksempelvis Berlin International Film Festival og Clermont-Ferrand International Short Film Festival. 

For at kunne blive indstillet til en European Film Award, skal filmen have være i en af de fire konkurrencer på OFF. 

OFF19 finder sted fra 26. august til 1. september 2019, mens The European Film Awards finder sted 7. december 2019 i Berlin.