Statsligt ansatte siger JA til OK18

7. juni 2018
Statsligt ansatte siger JA til OK18

Det forlig, som Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) indgik med Finansministeriet 28. april, er vedtaget, og dermed har de statsligt ansatte fået nye løn- og ansættelsesvilkår for de næste tre år.  
 
Resultatet betyder samlet forbedringer på 8,1 procent i staten i OK18-perioden, hvilket svarer til de forventninger, man har til udviklingen i den private sektor.
 
Samtidig bliver den betalte spisepause sikret som en overenskomstmæssig ret, arbejdsgiveren ikke bare kan afskaffe uden at aftale det med lønmodtagerne – og  ikke uden at betale for det.

Forliget betyder også, at privatlønsværnet og suspenderingen af reguleringsordningen bliver afskaffet, og at man går tilbage til den ”gamle” regulerings-ordning, som sikrer, at staten ikke sakker bagud i forhold til lønudviklingen på det private arbejdsmarked.

Overenskomsten har virkning fra 1. april 2018 til 31. marts 2021.