To danske film på Sundance

29. november 2018
Stillfoto fra filmen 'Dronningen'. Foto: Rolf KonowStillfoto fra filmen 'Dronningen'. Foto: Rolf Konow

To danske film får verdenspremiere på den amerikanske Sundance Filmfestival, som løber fra 24. januar til 3. februar.

Det er May el-Toukhys drama 'Dronningen' og Mads Brüggers dokumentarfilm 'Cold Case Hammarskjöld' som skal dyste i de internationale konkurrencer på Filmfestivalen. 'Dronningen' med Trine Dyrholm i hovedrollen er udvalgt til World Cinema Dramatic Competition, mens 'Cold Case Hammarskjöld' skal dyste om prisen i World Cinema Documentary Competition. 

'Dronningen' har dansk premiere 28. marts 2019, mens 'Cold Case Hammarskjöld' endnu ikke har en fastlagt dansk premieredato.

Sundance Filmfestivalen har endnu ikke udmeldt alle film i programmet, men de resterende titler annonceres over de kommende uger her. 

Sundance Filmfestivalen, der første gang så dagens lys i 1985, er grundlagt af Robert Redford og hans ambition om at fremme banebrydende filmfortællinger. Filmfestivalen regnes da også for at være et vigtigt springbræt for europæiske film til det nordamerikanske marked. Dansk film har også de seneste par årtier været stærkt repræsenteret på Sundance Filmfestivalen. Du kan se en liste her.