Kan du ikke læse denne HTML mail?  Klik her
Ekstraordinær generalforsamling

Dansk Skuespillerforbund indkalder til ekstraordinær generalforsamling på torsdag den 20. september kl. 9.30 i forbundets lokaler på Tagensvej 85. På generalforsamlingen fremlægges den nye overenskomst om dubbing, som Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen har forhandlet, til godkendelse.

Medlemmer af DSF kan logge ind og se indkaldelse og bilag her.

Har du ikke fået indkaldelsen, så er det måske fordi, vi ikke har din rigtige adresse. Husk, hvis du vil være sikker på at få al aktuel information fra DSF, så skal vi have rigtig adresse og e-mail, og du skal være tilmeldt DSF’s nyhedsbrev.

 
Arbejdsulykke på Det Kgl. Teater

En alvorlig arbejdsulykke den 7. september på Det Kongelige Teater betød, at skuespilleren Søren Sætter-Lassen blev ramt af en tung scenevæg og efterfølgende måtte opereres for et brud på underbenet.

Formand for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm, siger om ulykken:

”Det er en ualmindelig tragisk ulykke og selvfølgelig særdeles alvorlig for Søren Sætter-Lassen. Vi afventer ligesom teatret at høre Arbejdstilsynets konklusioner. Ulykken giver stof til eftertanke, både for scenekunstnerne og for os som forbund, i forhold til, hvor store risici, der kan være forbundet med vores arbejde.”

Både Arbejdstilsynet og politiet blev tilkaldt umiddelbart efter ulykken.

Læs mere

 
Coaching: At instruere og blive instrueret

En af fransk films store nestorer, når det gælder coaching af skuespillere, kommer til Danmark og laver en workshop for filminstruktører og skuespillere.

Pascal-Emmanuel Luneau er nok først og fremmest kendt for sit arbejde som skuespillercoach på film som ”Nikita”, ”Farinelli”,” Les Enfants du Siècle”, ”Solkongens Dans” og ”Spurven” (hvor hovedrolleindehaver, Marion Cotillard, vandt en Oscar for sin rolle).

I løbet af kurset sætter Pascal fokus på det fantastiske møde mellem den, som skaber en imaginær verden, og den, som skal fortolke den – mellem instruktøren og skuespilleren.

Tid: 19. november til 23. november kl. 9-16
Sted: Den Danske Filmskole
Pris for DSF-medlemmer: 1450 kr. (ikke medlemmer: 1950 kr.)
Antal deltagere: 6 instruktører og 12 skuespillere

Medlemmer af Dansk Skuespillerforbund bliver støttet med 500 kr. af forbundet. Skriv venligst i feltet "Motivation", om du er medlem, så du kan opnå den reducerede pris.

Læs mere om workshoppen og tilmeld dig på Den Danske Filmskoles efteruddannelse

 
FIA: løslad Pussy Riot


Den internationale sammenslutning af skuespillerforbund, FIA, tilslutter sig nu kravet om løsladelse af det russiske punkband Pussy Riot, der er blevet idømt to års fængsel efter en politisk protest i en domkirke.

Pussy Riot blev idømt to års fængsel for »hooliganisme« efter en Putin-kritisk optræden i en kirke i Moskva. Kvinderne er tidligere blevet idømt ubetingede fængselsstraffe for i en »punkbøn« at have bedt Jomfru Maria om at fjerne præsident Vladimir Putin fra Rusland under præsidentvalgkampen i februar i år.

Læs FIA’s protestbreve her

Skole får nyt navn
Statens Teaterskole har fra 1. september skiftet navn til Statens Scenekunstskole, og samtidig er skolens uddannelser inden for teater og dans blevet organiseret i tre nye centre. Danseuddannelserne og skuespilleruddannelsen nu hører hjemme i samme uddannelsescenter.

De nye centre ser således ud:

Center 1: Skuespilleruddannelsen, danseruddannelsen, danseformidleruddannelsen og uddannelsen til danseakkompagnatør.

Center 2: Uddannelserne til instruktør, scenograf og koreograf samt inden for lyd og lys.

Center 3: Uddannelserne til produktionsleder, forestillingsleder og rekvisitør. Desuden er skolens samlede produktionsvirksomhed placeret her.

Læs mere

 
Åbne caféaftener
DSF Studio afholder en række cafeaftener, hvor medlemmer optræder og underholder hinanden.
Den første cafeaften løber af stablen 5. oktober i DSF Studio på Tagensvej kl. 20-22. Så har du en vise, en arie, et tryllenummer eller måske en god historie, så grib chancen.

Vi stiller scene, pianist og publikum til rådighed.

Læs mere…

 
Andre aktiviteter i DSF Studio


Åben fredag - København
. Bemærk nye datoer.
CV, ansøgninger og pitch af dine projekter, 28. september 9-12. Mere…
Fundraising og andre måder at finansiere dine projekter på, 5. oktober 9-12. Mere…

København: Infomøde og opstart af seniorgruppe 55+, 28. september kl. 10-12. Mere…

Aarhus: Forrest Yoga med Mai Nochol torsdage 9.30-11.00. Mere…

Odense: Om casting med Anders Nygaard, 4. oktober 9.30-11.30. Mere…

 
Tilbud: Teater på nettet
Hjemmesiden www.seeatre.com, hvor du kan opleve filmet teater i HD-kvalitet, tilbyder nu DSF’s medlemmer en særlig rabat ved køb af månedsabonnement. Det betyder, at medlemmer kan få et abonnement for 2,45 kr. i den første måned og derefter 49 kr. om måneden.  (Normalpris: 5 kr. og herefter 94 kr.)

Du skal blot indtaste rabatkoden dsf, når du opretter dig som bruger, og så kan du se teaterfilm fra bl.a. teaterkoncerten ”Stupid Man”, ”Tartuffe” fra Grønnegårds Teatret og Republiques ”The Tiger Lillies Perform Hamlet”.


 
Audition på BLAM!
Teater Neander holder den 30. september audition til deres turné med forestillingen BLAM! i 2012-15.

Der søges to dubleanter, der kan træde til, hvis nogle fra den originale besætning er forhindret.

Se mere her.


Dansk Skuespillerforbund – Tagensvej 85, DK-2200 København N – Tlf.: 33 24 22 00 – dsf@skuespillerforbundet.dk
Hvis du ikke længere ønsker at modtage dette nyhedsbrev, kan du afmelde det her.  Du har også mulighed for at redigere din tilmelding.