Juridisk konsulent i Dansk Skuespillerforbund

Dansk Skuespillerforbund søger en juridisk konsulent. Den juridiske konsulent vil indgå i forbundets rådgiverteam, der består af i alt fem jurister og en socialkonsulent. Gruppen varetager rådgivningen af forbundets medlemmer samt forbundets øvrige juridiske opgaver, herunder bistand i forbindelse med overenskomstforhandlinger, juridisk bistand af bestyrelsen, forvaltning af kunstneriske rettigheder mv.

Den primære opgave for den juridiske konsulent vil være rådgivning af forbundets medlemmer om blandt andet spørgsmål til kontrakter og overenskomster på film-, tv - og teaterområdet.

Vi leder efter en jurist, der er vant til at samarbejde, er udadvendt, selvstændig og fleksibel og har lyst til at yde forbundets medlemmer en god service.

Interesse og kendskab til arbejds-/ansættelsesret, socialret, ophavsret og/eller medieret er en fordel, men det vigtigste er, at du har mod på at sætte dig ind i de forskellige retsområder.

Der er tale om fuldtidsstilling (37 timer om ugen). Arbejdstiden er primært i tidsrummet mellem 9 og 16.
Løn og øvrige ansættelsesvilkår efter nærmere aftale. Tiltrædelse snarest muligt.

Dansk Skuespillerforbund er et fagforbund for godt 2200 skuespillere, operasangere, dansere, koreografer og musicalperformere. Forbundet arbejder for at give medlemmerne de bedst mulige ansættelsesvilkår og udviklingsmuligheder i deres arbejdsliv samt for at sætte kunsten – og kunstnernes – betydning for samfundet på dagsordenen.

Ansøgningen sendes så forbundet har modtaget den senest 28. august 2017 til mailadressen job@skuespillerforbundet.dk. Skriv ’Juridisk konsulent’ i emnefeltet.

Hvis du gerne vil have flere oplysninger om stillingen, kan du kontakte Kim Hansen.