Når du som ledig bliver syg, skal du have sygedagpenge fra kommunen i stedet for dagpenge fra a-kassen.
Den første dag, du er syg, skal du straks melde dette til jobcentret – enten til dit lokale jobcenter eller på jobnet.dk. Dernæst skal du ringe til FTF-A og oplyse, at du er syg. A-kassen sender dig et skema, som du skal udfylde og sende til din kommune. Skemaet skal være kommunen i hænde inden 8 dage fra 1. sygedag.
Du skal skrive S på dit dagpengekort de dage, du er syg. Når du er blevet rask, skal du kontakte jobcentret og meddele dette.
Som udgangspunkt kan man få sygedagpenge i 52 uger, og de kan under særlige omstændigheder forlænges. Det er meget vigtigt, at du kontakter forbundet så tidligt som muligt, hvis du ved, at din sygdom/behandling trækker ud. Jo tidligere vi får kendskab til det, jo bedre kan vi hjælpe og rådgive dig, så du ikke pludselig står i den situation, at du hverken kan få sygedagpenge eller arbejdsløshedsunderstøttelse.