Vejledning ved sygdom

Ingen ønsker at være årsag til en aflysning – men der er heller ingen, der har glæde af at sygdommen bliver værre. Det er vigtigt for både den ansatte og for arbejdsgiveren, at man ved, hvad man skal gøre i forbindelse med sygdom.

De enkelte arbejdsgivere kan have forskellige regler for, hvordan man skal meddele, hvis man bliver syg. Spørg om arbejdsgiveren selv har en vejledning, og få arbejdsgiveren til at oplyse, hvem man skal kontakte, hvis man bliver syg.

Udgangspunktet for denne vejledning er

  • at arbejdsgiveren skal underrettes tidligst muligt
  • at kvalificeret hjælp skal gives hurtigst muligt og
  • at den enkelte ikke skal føle sig presset til at medvirke i en forestilling, når det ikke er forsvarligt.

Når du bliver syg

  • Hvis du er syg, skal du ringe med det samme, og inden du møder på arbejde. Muligvis kan arbejdsgiveren hjælpe hurtigt med behandling hos læge, fysioterapeut, kiropraktor m.v.
  • Der skal også ringes straks ved fysiske skader. Såfremt der er tale om en arbejdsskade, skal arbejdsgiveren anmelde denne. Det er også en god ide at kontakte Dansk Skuespillerforbund ved arbejdsskader.
  • Du har ret til (også) at søge hjælp hos din egen læge.
  • Bliver du sløj, mens du er på arbejde, skal du sige det til arbejdsgiveren eller dennes stedfortræder (f.eks. regissøren, produktionslederen m.v.) med det samme.
  • Undersøg om arbejdsgiveren har kontakter til læger, fysioterapeuter m.fl., som med kort varsel kan tage den ansatte i behandling.
  • Den første kontakt til en af arbejdsgiverens behandlere skal altid tages fra arbejdsgiverens side.

Dine rettigheder i forbindelse med sygemelding

  • Arbejdsgiveren må ikke spørge, hvad sygemeldingen skyldes, eller hvilke symptomer sygdommen giver dig. Derimod må arbejdsgiveren gerne spørge, hvilke funktioner du eventuelt trods sygdommen stadig kan bestride (f.eks. kan et brækket ben betyde, at du ikke kan have en fysisk udfordrende rolle, men i stedet kan spille en rolle, hvor man fysisk er passiv). Det er altid en konkret vurdering i hvert tilfælde.
  • Beslutning om hvorvidt din sygdom/skade medfører, at du ikke kan arbejde, træffes i sidste ende af behandleren, som også kan være din egen læge. En lægeerklæring til en arbejdsgiver skal kun indeholde oplysninger om dine muligheder for at udføre dit arbejde. Husk arbejdsgiveren får ikke andre oplysninger om din sygdom end dem, som du selv giver dem.

Husk at du ikke hjælper arbejdsgiveren ved at udsætte din sygemelding i håb om, at du får det bedre. Jo tidligere arbejdsgiveren får besked, jo hurtigere kan du få hjælp – og jo hurtigere kan arbejdsgiveren tage stilling til dublering eller aflysning.

Hvis du har spørgsmål vedr. sygdom, kan du kontakte forbundets jurister eller forbundets socialkonsulent.

 

 

Arbejdsskader

Hvis du som ansat kommer til skade i forbindelse med dit arbejde, er det vigtigt, at din arbejdsgiver anmelder det som en arbejdsskade. Du kan læse mere om anmeldelse af arbejdsskader her.

Hvis du er i tvivl om noget vedr. arbejdsskader, er du velkommen til at kontakte forbundets jurister på
33 24 22 00.

Du kan læse mere om sikkerhed på arbejdspladsen her.