Efteruddannelse for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere
DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Covid-19:
Det er ikke længere et krav fra myndighedernes side, at vi foretager stikprøvekontrol i forhold til coronapas. Vi vil dog sætte stor pris på, at du som bruger af vores lokaler – af hensyn til alle øvrige medlemmer og medarbejdere i sekretariatet – alligevel vil sørge for at have et gyldigt coronapas ved ankomst til DSF Studio.

Grundtræning i frit sanseligt skuespil med Per Scheel-Krüger

Dato:
Onsdage 1. september - 13. oktober
Tidspunkt:
Kl. 9.30-12.30
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2. sal, 2200 København N
Antal deltagere:
Max 12
Tilmeldingsfrist:
8. august
Pris:
200 kr. for Åben Studio kort 2. halvår
Grundtræning i frit sanseligt skuespil med Per Scheel-Krüger

Få fat i inspirationen - grundtræning i frit sanseligt skuespil.

Føler du dig lidt coronarusten, spændt og stresset? Vil du gerne genopdage den frie tilgang til dine følelser og sanser i dit spil? Savner du autentisk adgang til dine følelser? Savner du at komme på gulvet, hvor du ”bare” kan arbejde uden resultat?

Vi vil alle gerne mærke frihed og være i kontakt med vores kreative kraft. Og for at finde tilbage til dét sted, som du uden tvivl har oplevet engang, må vi bryde modstande, former og vaner. Komme ud af hovedet, slippe analysen og genfinde friheden, letheden og skaberlysten.

Gennem grundtræning af både krop og sanser vil du få mulighed for at skærpe dit instrument og træne din autenticitet og spontanitet. Dit nærvær vækkes til live gennem øvelser og scenearbejde med korte tekster. Gør noget godt for dig selv i et tillidsfuldt og fokuseret rum,  få inspiration til din egen daglige grundtræning fremadrettet, der kan styrke dig i at forblive i kontakt med dig selv.

Kurset er for alle; erfarne og nye. Det er ikke en skuespillermetode, men inspirationer sammensat af forskellige metoder, og moderne biopsykologisk videnskab. Kurset tilpasses dens enkeltes deltagers behov i nogen grad.

Kom uforberedt, og i løst træningstøj. Medbring yogamåtte eller lign. hvis du har. Indtag ikke koffein/chokolade/sukker og lign. inden start. Der er mulighed for at gå til prøve kl. 12.

Om Per Scheel-Krüger:
Med 30 års erfaring i feltet skuespil, dramatik, instruktion, og med fokus på psykologisk naturalisme har Per samlet et lettilgængeligt grundkursus, der primært inspirerer til en mere fri, intuitiv og sanselig tilgang til det at udtrykke menneskelig emotionel autenticitet og nærvær.
Per er bla. tidl. leder af Teater Grob, Lillestorby teater Kbh., underviser, skuespillercoach, mentor m.m. Præmieret af Statens kunstfond, Reumertvinder, Byens bedste Scene vinder mm.

OBS. tilmelding på forhånd er påkrævet også i forhold til udvælgelse af de 12 deltagere.