DSF Studio - Efteruddannelseskurser for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere.

På vores kurser kan du møde nogle af de bedste danske og internationale undervisere. Vi tilstræber at tiltrække kapaciteter både inden for de mere traditionelle discipliner og nye kunstneriske arbejdsmetoder.

Vi tilbyder både fagopdelte kurser og kurser på tværs af de forskellige faggrupper. I nogle tilfælde er kurserne niveauopdelt for at give deltagerne det størst mulige udbytte af undervisningen.

DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Transporttilskud: Bor du i en anden landsdel, og deltager i et af vores kurser af flere dages varighed, tilbyder forbundet at refundere omkostninger til transport og logi. Der kan inden for en periode på 1 år søges om max 2.000 kr. i alt (standard bus-/togbillet og prisvenligt logi). 

Gyldig kvittering skal kunne forevises. Tilbuddet gælder ikke audition, arrangementer og den kontinuerlige Åben Studio undervisning.
NB: Vær opmærksom på, at transporttilskud skal søges før kurset starter. Send en mail til Karin Iwersen

Obs. Der kan ikke søges støtte fra Gramexfonden til DSF-kurser eller kurser, hvor DSF samarbejder med en ekstern arrangør.

Teaterundervisning og dramapædagogik kursus

Dato:
10.-11. april & 17.-18. april
Tidspunkt:
Kl. 9.00-19.30 10-11/4 & kl. 9.00-18.30 17-18/4
Sted:
Ryslinge Højskole, Højskolen 1, 5856 Ryslinge
Antal deltagere:
10
Tilmeldingsfrist:
7. marts
Pris:
DSF medlem 1.500 kr. inkl. kost 4 døgn & logi 2 døgn / Pris: andre 5.000 kr.
Teaterundervisning og dramapædagogik kursus

Dansk Skuespillerforbund og Teaterhøjskolen i Ryslinge præsenterer et unikt kursus for professionelle og udøvende scenekunstnere, som ønsker at dygtiggøre sig som undervisere. På dette kursus får du tid, erfaring og ny viden til at begynde eller videreudvikle din faglighed som underviser. Du får praktisk erfaring med at omsætte din faglighed i læringsforløb og prøve dem af.

Kurset løber over to weekender på Ryslinge Højskole. Den første weekend er den teoretiske del, som består af oplæg, workshop og refleksion. Herefter har du en uge til at forberede et undervisningsforløb med afsæt i weekendens teori og tanker, som du i den anden weekend skal afprøve med højskoleelever som prøvekaniner. Der vil efterfølgende være feedback og sparring.

Undervisere:

Julie Carlsen
Uddannelsesansvarlig - Skuespil Aarhus på Den Danske Scenekunstskole

Læreprocesser – din egen og dine studerende. På denne del af kurset skal vi undersøge, hvordan du omsætter din faglighed i et undervisningsrum. Vi vil undersøge, om erfaringer alene er nok eller om det også kræver teoretiske snakke for at du bliver den bedste underviser du kan. Jeg har gennem de sidste mange år undervist på DDSKS, og jeg vil komme rundt om, hvad jeg oplever som værende vigtigt i skuespiltræningen og i det rum, hvor der arbejdes. Gennem øvelser vil vi sammen prøve at gøre snakken konkret og begribelig.


Mette Obling Høeg
Studielektor & Uddannelsesleder på afdelingen for Teater- og Performancestudier

Teater- og performanceprocesser som udviklings- og læreprocesser på det kunstneriske såvel som det pædagogiske felt: I denne del af kurset skal vi arbejde med at udpege udviklings- og læringspotentialer i scenekunstneriske processer som en grundlæggende forståelsesramme for teaterpædagogisk praksis. Det særlige ved scenekunstneriske processer er, at de udfolder sig som eksperimenterende skabelsesprocesser med kroppen som et væsentligt udtryksmiddel. I et pædagogisk perspektiv kan man derfor karakterisere dem som kropsforankrede og erfaringsbaserede læreprocesser. Med dette udgangspunkt vil denne del af kurset handle om, hvordan man, som underviser, procesleder og facilitator, kan arbejde med at rammesætte teaterpædagogiske forløb til specifikke målgrupper. Vi vil have særligt fokus på workshop- og øvelsesdesign samt bevidstgørende refleksion med forløbsdeltagere.
Mette Obling Høeg er studielektor & uddannelsesleder ved Afdelingen for Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet og underviser i teaterprocesser, drama-og teaterpædagogik samt teatersociologi. Mette fungerer desuden som proceskonsulent, freelanceunderviser og dramaturg og har siden 2010 løbende haft opgaver som freelanceunderviser ved Den Danske Scenekunstskole i teaterpædagogik og -procesudvikling samt procesdesign og facilitering.


Astrid Guldhammer
Børnekulturkonsulent

Med udgangspunkt i genren ’procesdrama’ handler workshoppen om, hvordan du sætter din egen skuespillererfaring i spil, når der skal arbejdes med et bestemt tema, som deltagerne forventes at lære noget om. Ud over at give bud på flere øvelsesværktøjer, hvor fiktionen er mere eller mindre i fokus, vil vi på workshoppen arbejde med improvisation som et af de vigtigste didaktiske redskaber i en situation, hvor fiktionen bliver et instrument i læringens tjeneste.

Astrid Guldhammer er børnekulturkonsulent i Børnekulturhuset i Aarhus Kommune, hvor hun bl.a. udvikler dramapædagogiske forløb i historisk kontekst og planlægger den årlige børneteaterfestival. Hun er også underviser og med i planlægningsteamet bag Diplomuddannelsen i Anvendt Teater ved Den frie Lærerskole i Ollerup. Derudover er hun Censor på Teater og Performancestudier, KU og Dramaturgi, AU. Tidligere var hun teaterlærer på Herning Højskole og ekstern lektor på Outreach-kurserne i Design og ledelse af kreative processer på Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, ligesom hun har stået for en del lærerkurser og undervisningsmateriale i forbindelse med flere af Aarhus Teaters forestillinger. Har bl.a. skrevet kapitlet Fiktionsrummet: Procesdrama i Fagdidaktik i teater og drama, Frydenlund 2018


Jeppe Sand
Kursusleder og Leder af Teaterhøjskolen

Sammen med undervisere på Ryslinge Højskole, vil Jeppe sørge for en god og refleksiv stemning på kurset. Jeppe har også ansvaret for praksis-weekenden, hvor højskoleelever og undervisere vil skabe et afprøvningsrum, som vil give rigtig gode erfaringer. Slutteligt vil Jeppe holde korte oplæg om skolens pædagogiske tanker og læringsmetoder: Bl.a. Mesterlæring, feedbackkultur samt skabelse af synlige udviklings- og refleksionsrum.
.
OBS. efteruddannelseskurset henvender sig til professionelle skuespillere, musicalperformere, dansere og sangere.