Benjamin Boe: All I want for Christmas is...

Forleden udkom Jakob Engel-Schmidt med en opfordring til danskerne om at give kulturoplevelser i julegave. Det ville han selv blive glad for, fortalte han – og det vil jeg, som repræsentant for skuespillerforbundets mange medlemmer, selvsagt også! Kæmpe skud ud til ministeren for endnu en gang at vise sit engagement for den danske kulturbranche.

Men nu er det jo jul, og med den følger jo som regel en ønskeseddel. Således også her i Dansk Skuespillerforbund. Den her går dog ikke til julemanden, men til vores samarbejdspartnere i den danske film- og tv-branche og de politikere, der er med til at støtte vores produktioner med skattekroner.

For med det seneste politiske forlig har vores regering og dens støtter anerkendt vigtigheden af dansk film og tv og taget et tiltrængt ansvar for at holde hånden under den nuværende økonomi i vores branche. Det er jeg supertaknemmelig for – men jeg kunne godt tænke mig, at vi som branchen også forstår det ansvar, der følger med, når det er skatteborgernes penge, der bliver støttet med. Som branche har vi en forpligtelse til at bruge pengene med både omtanke og respekt.

I mine øjne betyder det eksempelvis, at vores branche gør op med den underbetaling, mange af DSF’s medlemmer bliver mødt med, når de forhandler kontrakter.
Jeg ved godt, at der er stemmer, der ynder at fortælle historien om de grådige danske skuespillere, der tjener både 10 og 20.000 kroner på en dags arbejde, men det er simpelthen ikke rigtigt.

De nyeste tal for indkomståret 2021 viser, sort på hvidt, at DSF’s medlemmer i gennemsnit tjener 380.170 kr. før skat*, mens danske lønmodtagere som et hele i samme år havde en gennemsnitlig årsindtægt på 545.776 kr. før skat**. Det betyder, at en skuespiller tjener 30 procent mindre end den gennemsnitlige danske lønmodtager – men stadig skal købe dagligvarer og betale husleje og elregninger som alle andre.
Læg dertil, at langt over 90 % af vores medlemmer er freelancere og dermed har mange arbejdsgivere hvert år og også har perioder, hvor de ikke ved, hvor deres næste indtægt skal komme fra.

Misforstå mig ikke, vi piver ikke over det – det har været vores vilkår, siden den første landsdelsscene åbnede i Grækenland for 3000 år siden. Men jeg vil ikke finde mig i, at mine kolleger bliver udskammet og kaldt grådige, fordi de gerne vil lidt tættere på, hvad den gennemsnitlige danske lønmodtager tjener. Det er ikke grådighed – det er retfærdighed.

Så nu, hvor vi er ved at få gang i film- og tv-hjulene igen – takket være det generøse tilskud fra et bredt politisk forlig – bør det være branchens fælles sag at vores medlemmer får en løn, de kan leve af.
For hvis vi skal have en industri, som danskerne – og vi selv – kan være stolte af, skal den være moderne og økonomisk bæredygtig. Ikke kun på indholdet, men også på de vilkår, der bliver produceret under. Ellers vil enhver pris, enhver god anmeldelse og ethvert fantastisk seertal være svær at fejre med god samvittighed.

Jeg plejer at sammenligne mit ønske om kædeansvar med de klausuler, der gælder, når det offentlige bygger. Der er enhver leverandør omfattet af detaljerede regler for at undgå økonomisk skævvridning og social dumping. Skal vi ikke lade de samme fornuftige klausuler gælde for kulturbranchen, når vi producerer på statens regning?

Jeg renser skorstenen, så den er klar til julemanden!

* Tal fra Kaas & Mulvad lønstatistik baseret på tal fra Danmarks Statistik
** Danmarks Statistik