I over 20 år har Dennis Albrethsen arbejdet både som stuntmand og stuntkoordinator – nogle gange på kanten af livet. Og han har trænet skuespillere til at udføre grænseoverskridende fysiske bedrifter på ufarlig vis. Men han undrer sig over, at der stadig ikke findes faste sikkerhedsregler i branchen trods ulykker.

Af Brian Iskov
(oprindeligt bragt i Sceneliv #5 2023)

På godt 50 tv-produktioner og i flere end 100 spillefilm – fra ‘Bananen’ til ‘Bamse’ – har Dennis Albrethsen løst små og store opgaver som stuntmand, stuntkoordinator, sikkerhedsansvarlig eller psykolog.
Allerede som dreng, på 1970’ernes københavnske Vesterbro, følte han fascinationen af menneskekroppen og grænserne for dens formåen. Øjnene trimlede ud af hovedet på ham, når Erik Clausen og Leif Sylvester lavede gøglercirkus på Enghave Plads og stak nåle gennem kinderne. Selv vendte han sin energi mod kampsporten, hvor Bruce Lee var tidens kungfuidol.
Et møde med Martin Spang Olsen og hans stuntskole, der på det tidspunkt lå i en DSB-hal i Sydhavnen, førte i 1990 til Dennis’ første filmjob i actionfarcen ‘Bananen – skræl den før din nabo’, hvor han som stuntstatist blev smidt i en kødhakker og kværnet til hundemad.
“På det tidspunkt var dansk film jo ingenting. Det var ‘Op på fars hat’ og den slags,” fortæller Dennis.
Men med 1990’ernes opsving for danske genrefilm og tv-serier fik det lille stuntmiljø travlt. Skolen rykkede ind i en træningshal i Struenseegade, hvor Dennis og et dusin andre unge udfordrede sig selv og hinanden i kampsport, akrobatik og ‘Jackass’-agtige vovestykker:
“Vi sprang ud fra tredje sal ned i luftpuder, madrasser og papkasser for at se, hvad der kunne lade sig gøre. Vi tog ud på et øde sted og legede med en lånt bil, som vi rullede hen over og ind under og blev trukket efter. Det siger sig selv, at det kunne give nogle skader indimellem.”

“Der burde jeg have været død”
I nogle år tog Dennis alle de stuntjobs, han kunne komme i nærheden af, før han avancerede til stuntkoordinator. Han oplevede at ‘snuse til manden med leen’ på et par filmproduktioner i starten af 00’erne, hvor instruktøren havde fået den ide at fyre alle actionscenerne af i den sidste optageuge.
“Hver dag havde vi fem stunts, hvoraf tre-fire var så livstruende, at vi tænkte, vi var heldige at komme derfra med lemmerne i behold,” forklarer Dennis, der betegner perioden som ‘en eksperimenterende fase’ for stuntmiljøet.
En morgen kravlede han højt op i en skibsmast og hægtede sig fast i en line sammen med en anden stuntmand. Herfra skulle Dennis fire sig ned, mens han affyrede et håndvåben.
“Idet jeg slipper linen, svigter min karabinhage, så jeg ryger i frit fald. Da jeg rammer vandet, er mit hoved 20 centimeter fra kanten af jernskibet. Dér burde jeg have været død.”
To timer senere tørnede en speedbåd ind i et skib og eksploderede med så uventet stor kraft, at lufttrykket blæste Dennis flere meter bagud i havnebassinet. Op af vandet, nyt tøj på, næste scene. Endnu en båd blev rigget til med sprængstoffer, benzin og en wire, der løb op til en kran:
“Når de trak i wiren, skulle båden løfte sig og begynde at sprænge, mens den roterede rundt om sig selv og faldt i vandet. Det var tanken.”
Under nedtællingen stod han på dækket med en Kalasjnikov, da hans sjette sans fik ham at flytte sig på ‘tre’ i stedet for ‘to’.
“Bomben eksploderede på ‘to’ – flere sekunder for tidligt. Jeg havde heldigvis lænet mig bagud og ramte igen bassinet, mens båden dryssede ned. Der lå små dele spredt i vandet, hvor der skulle have ligget en hel båd. Sådan kørte vi nonstop i fem dage.”
Teamet oplevede ét uheld, hvor Dennis tænkte, at nu var spillet ude:
“En kollega fik en campingvogn i hovedet. Bogstaveligt talt. Han slap med en flænge.”

Bodil Jørgensens ulykke satte gang i samtalen
Filmbranchens sikkerhed kom først for alvor i fokus i 2014, hvor en ulykke nær kostede en skuespiller livet. Bodil Jørgensen blev alvorligt kvæstet, da en traktor væltede ned over hende på optagelserne til ‘Far til fires vilde ferie’. Dennis, der – efter sine mange år som stuntkoordinator – har uddannet sig til psykolog, blev hastetilkaldt som krisepsykolog de sidste seks uger for at debriefe de rystede filmarbejdere:
“Hele holdet overværede ulykken, så der var mange traumer, der skulle bearbejdes. B-fotografen og regissøren stod lige ved siden af traktoren, da det skete, og kunne ikke nå Bodil, så det satte sine spor. For første gang begyndte omverdenen at spørge om, hvor sikkerheden var og efterspurgte uddannelse eller regler på området.”
Herefter arbejdede både Kulturministeriet, Filmarbejdernes Forening og DR på forskellige sikkerhedsbibler – uden dog at finde fælles fodslag.
“Nogle ville have sikkerhedskurser for filmholdet. Andre ville indkalde eksperter udefra, ligesom i USA og England, hvor en mand sidder på settet hver dag og vurderer, hvad man må og ikke må. Men det vil ingen betale for i Danmark,” konstaterer Dennis.

Ingen tør sige fra
“DR endte med en moppedreng på omkring 200 sider, som jeg hører, er svær at arbejde med. Skuespillerne må dårligt løbe to skridt, og det var jo ikke meningen. Man skal bruge sin sunde fornuft, og man skal kunne placere ansvar og sige nej, uden at det får konsekvenser.”
Problemets kerne er ifølge Dennis, at de færreste tør sætte hælene i, hvis sikkerheden føles mangelfuld:
“For så bliver man ikke hyret næste gang. Hvis nogen siger ‘det her kan vi ikke være med til’, bliver vedkommende skiftet ud. Folk vender dem ryggen og holder mund. Det er den største frygt for alle freelancere
i branchen, og den slås vi stadig med, selv om flere tør sige fra i dag end for tyve år siden.”
Selv har Dennis i sit kvarte århundrede som aktiv stuntmand haft relativt få skader, selv om den slags nærmest bliver regnet for en erhvervsrisiko.
“Man skal altid kunne rejse sig op og gå på arbejde dagen efter. Men ingen skuespillere må lide overlast. De koster mange penge,” pointerer han med et glimt i øjet.
Dennis har prøvet at være mandsopdækket på Carlsberg-reklamefilm med Mads Mikkelsen, hvor fem forsikringsagenter stod klar til at pakke den cyklende superstjerne ind i vat. Koordinatoren og skuespilleren måtte snyde vogterne for at få optagelserne i kassen.
“Der bliver reglerne for rigide. Man må se realistisk på det – selvfølgelig kan Mads køre hen ad en cykelsti i tørvejr. Det har han gjort, siden han var dreng, ligesom flere hundrede tusind danskere gør det hver dag.”

Skuespillerne vil selv
Når faremomentet i en scene udelukker skuespillerens medvirken, er Dennis ofte trådt til. Han har dubleret danske og svenske skuespillere, mandlige som kvindelige, og skyder på, at han har ageret Nicolas Bro omkring tyve gange. Men han har også iført sig en blond paryk og gjort det ud for den noget lavere og slankere Iben Hjejle.
I de tilfælde, hvor scenen kræver, at publikum ser skuespillerens ansigt, har Dennis som stuntkoordinator trænet de medvirkende til at udføre stuntet.
“Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og andre af drengene fra den generation vil gerne selv. Så har jeg øvet med dem og instrueret dem skridt for skridt.”
Stuntkoordinatorens arbejde begynder med at gennemlæse manuskriptet og sætte røde streger. Selv små hændelser som en kaffekop, der bliver tabt på gulvet, bliver noteret. Derefter mødes koordinatoren med instruktøren, fotografen og producenten for at gennemgå hver detalje. Skal de bruge en plastickop, der ikke går i stykker? Eller stuntglas, så skuespilleren kan træde på det med bare tæer? Dialogen fortsætter, indtil der foreligger et færdigt sikkerhedsudtræk, der analyserer de pågældende scener i enkeltdele og tager højde for alle eventualiteter. Alligevel kan det gå skævt:
“Når jeg ser tilbage på mine uheld, er de uden undtagelse sket, når vi har stået ét minut i tolv, og holdet har været presset. Det er nat, og man skal lige have det sidste med. Faktorer som træthed, udmattelse og mange lange arbejdsdage i træk øger altid risici eksponentielt. Folks stamina falder, og når man kommer dertil, hvor det bliver en vane, begynder det at blive farligt.”

Overbygning af psykologi
Det var en ‘nysgerrighed på menneskelig adfærd’, der i 2007 fik Dennis Albrethsen til at uddanne sig til autoriseret psykolog med speciale i kriser og katastrofer.
“Jeg forsøger at aflæse krop, sind og humør og bedømme potentialet for hver skuespiller. Hvis vi prøver noget i miniskala, og jeg mærker psykisk eller fysisk modstand, ved jeg, at jeg skal justere og finde en anden løsning. Andre gange mærker jeg, at der er højt til loftet, og så kan vi lægge på.”
Dennis’ oprindelige uddannelse som lærer kommer ham til gode ved stunts med børn. På ‘Der kommer en dag’ (2016) brugte han flere dage på at hænge en dreng i astronauttøj op i en sele foran en greenscreen.
“Der hjælper det at aflure, hvornår drengen skal have pause, hvordan han ser ud i øjnene, og hvad han har tilbage at give af. Børn har jo andre grænser end voksne. Men de elsker at bruge deres fysik og lave noget, som ser farligt ud, selv om det ikke er det.”
Dennis instruerer også de voksne skuespillere til at sige fra, hvis noget gør ondt eller føles ubehageligt.
“Jeg siger altid ‘jeg kan ikke tankelæse. Du er nødt til at åbne munden’. Jeg tager også fysisk fat i folk, så jeg mærker, om de følger med eller stritter imod og får panik i øjnene.”

Ud på kanten af SAS-hotellet
En tryg relation til koordinatoren kan hjælpe med at overvinde skuespillerens frygt. I filmskolefilmen ‘København’ (2009) skulle Thomas Bo Larsen sidde med benene ud over kanten på SAS-hotellets tag:
“Han var så ræd, at man kunne lugte det,” husker Dennis, der kendte Larsen fra flere Thomas Vinterberg-film.
“Han sagde ‘det der med højder, det er kraftedeme noget lort’. Jeg bandt fire liner på ham, som hver kunne holde en elefant. Så kravlede jeg derud først, så vi sammen kunne nærme os kanten trin for trin. Imens skulle filmholdet hele tiden stå klar, for vi havde ikke uanede mængder af tid eller muligheder for at gøre det om.”
Generelt oplever Dennis, at skuespillerne tør mere, når de kender stuntkoordinatoren fra tidligere samarbejder.
“Hvis kemien er der, kan vi bedre tage fat i hinanden – også fysisk. Sådan en som Lars Ranthe, der er gammel breakdancer, er dejligt kontant og melder klart ud, når noget ikke fungerer. Det er til alles bedste, og derfor indleder jeg altid nye samarbejder med at sige ‘vi skal lave en dans, du og jeg, uden at træde hinanden over tæerne’.”

Parløb med stjernerne
Dennis’ darling i skuespillerstanden er den tidligere balletdanser og håndboldspiller Dennis Albrethsen og Mads Mikkelsen under optagelserne til ‘Adams æbler’. Mads Mikkelsen, som han beskriver som ‘så motorisk velfunderet og kropsligt dygtig, at han kunne være blevet stuntmand’.
De to mødtes på DR’s ‘Rejseholdet’ i 2003, hvor kriminalassistent Mikkelsen skulle tortureres af rockerlederen Bjarne Henriksen. Under afstraffelsen brækkede Mads et ribben. Uden at sige det til nogen.
“Bjarne, den kæmpe mand, kom løbende og sparkede ham i maven. Vi havde øvet det dagen inden, og Mads var polstret med en ridevest med ekstra aluminiumsindlæg. Men da han røg på gulvet, kunne jeg høre på hans udånding, at der var noget galt.”
Selv om Mikkelsen så stadig mere brugt ud i løbet af dagen, blev han ved med at fastholde, at alt var fint. Nogle
uger senere ringede han brødebetynget til Dennis og fortalte, at han havde været hos lægen, og at der dagen efter ville stå i et ugeblad, at en stuntkoordinator havde ladet ham få en skade.
“Mads undskyldte: ‘Scenen skulle jo hjem, vi skulle videre, det hele var linet op. Det sker ikke igen’, sagde han. Og det løftehar han holdt,” fortæller Dennis.
Et andet parløb opstod på baggrund af en fælles fortid på stenbroen.
“Erik Clausen er en af de få personer, der har gjort mig ‘starstruck’. Pludselig stod jeg på en filmoptagelse med ham og Leif Sylvester, der sagde ‘Dennis, fortæl os, hvordan vi gør, for det her ved vi ikke noget om’. Da skulle jeg lige tøjle sommerfuglene i maven.”
Selv om Clausens komediedramaer sjældent byder på udstyrsstykker, kan der opstå behov for en fagperson, hvis nogen skal køre på knallert eller stikke en lussing. I ‘Aldrig mere i morgen’ (2017) skulle Clausen falde død om af et hjerteslag i sit atelier. Men da Dennis ville tage hans tøj på for at dublere ham, udbrød den 75-årige instruktør og hovedrolleindehaver ‘er du rigtig klog, knægt? Dén laver jeg selv’.
“Han var ligeglad med, at han havde dårlige ben og dårlig hofte, og at man skulle se ham lande på gulvet i billedet. Jeg gav ham knæbeskyttere på og viste, hvordan han først skulle gå ned på knæ og så på hoften for at lande stille og roligt,” fortæller Dennis Albrethsen.
Clausen endte med at udføre stuntet to gange, hvorefter han sagde ‘Dennis, nu skal vi ikke gøre det mere!’