Danmark får for første gang en samlet statistik om kunstnere

I dag offentliggør Danmarks Statistik den første samlede statistik om kunstnere på tværs af kunstområderne. Den nye kunstnerstatistik er den første af sin art herhjemme og er del af udviklingsprojektet Kunstnere i Tal, som er et samarbejde mellem Danmarks Statistik, Dansk Kunstnerråd og 19 af rådets medlemsorganisationer – herunder Dansk Skuespillerforbund.

Af Michael Oxfeldt

Statistikken Kunstnere i Danmark bygger på datatræk fra ca. 27.000 kunstnere og spænder over alle kunstområder, bl.a. musik, scenekunst, billedkunst, kunsthåndværk, litteratur og film. Kunsten har indtil nu ikke været en fast defineret sektor på linje med andre faglige sektorer hos Danmarks Statistik, og det har derfor ikke været muligt at sige noget entydigt om løn- og arbejdsforhold for branchen – men det bliver anderledes nu.

”Med den nye kunstnerstatistik har vi taget et stort, vigtigt skridt mod at få mere databaseret viden om kunstnerne og deres arbejdsforhold. Det er vigtigt både for kulturpolitikere, for kulturlivets beslutningstagere og for os i kunstnerorganisationerne, at vi har et solidt vidensgrundlag at arbejde ud fra,” siger Nis Rømer, Dansk Kunstnerråds forperson.


Fælles kunstnerisk opbakning

I Dansk Skuespillerforbund bakker vi op om samarbejdet og de muligheder, de nye tal giver os i vores arbejde for at sikre vores medlemmer de bedst muligt løn- og arbejdsvilkår. Hvor vi tidligere har været nødt til at navigere lidt i blinde i forhold til viden om ikke bare andre kunstnerfag, men faktisk til en vis grad også vores eget – fx hvor stor en del af medlemmernes indkomst, der stammer fra såkaldte ’brødjobs’, der ikke er relateret til deres kunstneriske virke, bliver vi med Kunstnerstatistikken fremadrettet klædt meget bedre på videnmæssigt.

”Vi har med kunstnerstatistikken fået et værktøj, der understøtter en af vores helt store kæpheste – nemlig at kunst ikke bare er et kald, men at det er også et arbejde, som kræver en bæredygtig økonomi. Vi har samtidig fået en viden, som ikke bare styrker vores eget arbejde, men også samarbejdet på tværs af de udøvende og skabende kunstnere under Dansk Kunstnerråd. Det kan kun optimere branchens arbejde med at kaste lys over de vilkår, som kunsten arbejder under,” siger forperson Benjamin Boe Rasmussen.

Foreløbig fortsætter Kunstnere i Tal med en udgivelse i 2024, der vil præsentere nøgletal fra den nye kunstnerstatistik og sætte ansigter og fortællinger på nogle af de mange forskellige kunstnerliv bag tallene. Dansk Kunstnerråd arbejder dog for at videreføre udviklingsprojektet, så kunstnerstatistikken fremover løbende kan udvikles, udvides og formidles.

Data er tilgængelige for alle
Du kan allerede nu dykke ned i den første udgave af kunstnerstatistikken på Danmarks Statistiks hjemmeside, hvor du bl.a. blive klogere på:

  • I hvilken grad kunstneres indkomst stammer fra deres kunstneriske virke
  • Hvordan alders- og kønsfordelingen er blandt kunstnere
  • Hvor i landet kunstnere bor

Om Kunstnere i Tal

Den nye kunstnerstatistik er en del af udviklingsprojektet Kunstnere i Tal som er et tæt samarbejde mellem Danmarks Statistik, Dansk Kunstnerråd og 19 af Kunstnerrådets medlemsorganisationer på tværs af kunstarterne.

Formålet med både kunstnerstatistikken og Kunstnere i Tal er at skaffe mere og bedre viden om professionelle kunstnere i Danmark. Solid viden om kunstneres arbejdsliv er nødvendig for, at politikere i Folketing og kommuner kan udforme velfungerende kulturpolitik. Samtidig får kunstnerorganisationerne med den nye kunstnerstatistik et bedre vidensgrundlag om deres medlemmer.

Statistikken kan f.eks. fungere som udtræksgrundlag for efterfølgende spørgeskemaundersøgelser blandt kunstnerne. Den kan også danne grundlag for videre analyse og formidling af danske kunstneres vilkår på tværs af kunstarterne, f.eks. i form af en årlig publikation.

Kunstnerstatistikken er finansieret af Kulturministeriet og offentliggøres som en del af kulturstatistikkerne i Danmarks Statistik på www.dst.dk

Dansk Kunstnerråd er paraplyorganisation for 24 professionelle kunstnerorganisationer. 19 af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer har bidraget med data til den nye kunstnerstatistik.
Se også: www.dansk-kunstnerraad.dk.