Den nye filmaftale er først og fremmest børnenes

Det største i den nye filmaftale er, for mig, den del, der drejer sig om de mindste – nemlig det, at børnene i branchen nu hører under Arbejdstilsynet. Forhåbentlig bliver det vejen til bedre vilkår for juniorspillerne. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig over hele forliget, som jeg håber på kommer til at sparke mere gang i produktionerne.

Af Benjamin Boe
(nyhedsmail 22. november 2023)


I sidste uge landede et filmforlig. Et filmforlig, vi her i forbundet har knoklet med i et stykke tid, og hvis resultat vi her er yderst tilfredse med. Der er blandt andet kommet flere penge, og de nationale broadcastere, DR og TV2, bliver nu tvunget til at tage deres filmforpligtigelse alvorligt.

Begge tiltag har potentiale til at være med til at tø den fastfrysning af branchen op, som har stået på i længere tid. Stilstanden har efterladt mange af jer medlemmer i krise – sammen med dramatikerne, instruktørerne, filmarbejderne og producenterne, og alle har, i mere end et år, måttet kæmpe for overleve. Derfor krydser jeg fingre – samtidig med at jeg ved, at vi som branche også skal tage et ansvar og se på, hvad vi kan gøre. Og hvordan vi lever op til den tillid, politikerne har vist os.

Børnene bliver bedre beskyttet
Men selv om en øget produktion naturligvis er fundamental for vores fag, så er det største i aftalen de passager, der handler om de mindste – nemlig de mange børn, der hver dag møder ind på produktioner i stedet for at være i børnehave eller skole. For hvor voksne skuespillere har en fagforening, har børnene faktisk ikke nogen, der kan tale deres sag. Derfor er det så vigtigt, at vi har fået børns ansættelses- og arbejdsvilkår med i ind i aftalen. I særdeleshed i en tid, hvor branchen er så presset, som den er.

Børnene har været et fokusområde for Dansk Skuespillerforbund i mange år. Ifølge Arbejdstilsynet må børn under 13 år som udgangspunkt ikke udføre arbejde for en arbejdsgiver. Så hvis juniorerne skal være med i eksempelvis en julekalender eller en film, skal producenterne indhente en særlig tilladelse hos politiet.

Derfor har det også været politiet, der har skullet føre tilsyn med, at reglerne bliver overholdt – men det system har ikke fungeret. Derfor har vi argumenteret for, at børnenes arbejdsvilkår logisk set hører hjemme i Arbejdstilsynet – og det kommer de til at gøre nu.

Mig bekendt er det første gang, at børnene optræder så konkret i en aftale. Og jeg er stolt over, at vi bliver nævnt i aftalen – tilmed sammen med Producentforeningen.

Et aktivt samarbejde mellem Producentforeningen og os
Det er helt sikkert, at det ikke var lykkedes, hvis ikke Producentforeningen havde knoklet lige så hårdt for det, så vi hånd i hånd kunne gå til regeringen og politikerne og sige, at vi var enige om det her. Så kæmpe skud ud for at være med til at drive dette store arbejde, samtidig med de skulle kæmpe for livet i den økonomiske del af filmforliget.

I mine øjne er forløbet her noget, vi kan lære af – og bruge aktivt. Også i andre sammenhænge. For det at fagforeninger og arbejdsgivere kan stå sammen og samarbejde giver respekt – og et større politisk manøvrerum. For når vi kan blive enige om noget, så dækker vi en samlet branche. Det er noget, vi får brug for inden for den nærmeste fremtid, hvor vi skal lægge arm med de udfordringer, som både globaliseringen og den teknologiske udvikling har med i inderlommen. Kort sagt: Vi er klar!

Læs mere om den nye filmaftale lige her