Alle snakker, men ingen gør noget ved det
“Vi er megalangsomme herhjemme! Vi kan nærmest ikke engang tælle de serier, der har LGBTQ+repræsentation, fordi der er så få. I flere år har alle holdt de her seminarer, hvor de snakker og snakker og bliver enige om, at vi ‘skal italesætte problematikken’. Men nej, vi skal ikke tale mere om det – vi skal lave nogle konkrete strategier for at blive bedre, og så skal vi i gang med at producere,” argumenterer hun.
Spurgt ad om der slet ikke sker noget, svarer hun:
“Jo, der selvfølgelig nogle produktioner, der fortæller queer historier – jeg var ret glad for ‘En af drengene’ på Viaplay, der er en rigtig coming of age-serie og i øvrigt er oplagt som skolemateriale. Og de danske serier, der bliver solgt til de internationale streamingtjenester, skal selvfølgelig leve op til den tjenestes diversitetskrav. Men ellers er især USA meget længere fremme end os.”
Det store skridt kom, da streamingtjenesterne selv begyndte at producere serier. Men hvorfor var det dem, der turde?

Ingen nominering til ‘Druk’ med Oscars nye diversitetskrav
“Streamingtjenesterne har en anden identitet i deres content, og de laver kvantitativt mere indhold end filmstudierne – og på mindre budgetter. Så derfor har de taget flere chancer og skubbet på med både kvinder, racer, seksualitet på hele frontlinjen. Og nu er det blevet sådan, at det er dem, der tør mere.”
Hvilket er noget af en forandring i forhold til dengang, hvor det var Danmark, der gik forrest med frisindet. I dag er det i den grad både USA’s filmbranche og de amerikanske streamingtjenester, der slår diversitetstonen an, fortæller Ann Lind Andersen.
“I dag er det os, der er de mere konservative. I USA har de mere magtfulde lobbyforeninger, der arbejder ekstremt proaktivt og er meget vokale, hvorimod vi holder tingene adskilt og ikke har tradition for at blande os i produktionerne. Selvfølgelig kommer det til at have en betydning.”
Som eksempel nævner hun den kommende oscaruddeling:
“Efter de seneste års kritik og hele debatten om #oscarsowhite, har akademiet besluttet, at filmene skal leve op til en række diversitetskrav for overhovedet at kunne blive nomineret til Bedste Film. Man kan så møde kravene på forskellig vis, både foran og bag kameraet og i den historie, der bliver fortalt, men det er for eksempel tvivlsomt, om en film som ‘Druk’ kunne blive nomineret, hvis det var nu, Danmark indstillede den.”

Bekymret for udviklingen i Danmark
Men hvis Danmark, der ellers har høstet sin andel af internationale priser for både vores film og serier, nu bliver overhalet af selv notorisk konservative organisationer som Oscarakademiet, hvordan ser fremtiden så ud for vores produktioner, når det gælder diversitet?
“Jeg kan godt være bekymret for udviklingen. Hvis de danske studier og streamingtjenester kun skal tænke på penge, er det nok de mere diverse produktioner, der bliver skåret på i de kommende år,” vurderer Ann Lind Andersen, der også ser en udfordring i de generationer, der holder til på chefgangene lige nu:
“De færreste af dem er vokset op i en virkelighed, der kræver diversitet og repræsentation, så de kan måske ikke se ideen med en historie, der kommer et helt andet sted fra. Jeg håber og tror på, at der er et paradigmeskifte på vej – fra et yngre publikum, der forventer større repræsentation, og fra de nye filmskabere og afgangseleverne, der vil noget andet.”
Men skal repræsentation være en naturlig del af vores populærkultur, skal der ske store forandringer, medgiver filmeksperten, der inden for de senere år har ændret holdning til, hvad en løsning kan være:  

Hvorfor ikke prøve kvoter?
“Kvoter bliver også diskuteret på de mange seminarer i branchen – både i forhold til køn, farver og seksualitet. Og hvor jeg tidligere har været imod ideen om kvoter for kvinder, med udgangspunkt i de klassiske argumenter om, at vi helst vil vurderes på vores kompetencer og ikke vil ansættes på vores køn – så må jeg bare indse, at det simpelthen går så langsomt! Undersøgelser viser, at der med det nuværende tempo vil gå 133 år, før vi har ligestilling i Danmark. Hvis vi skal samme udvikling igennem i forhold til LGBTQ+, så kommer vi til at vente i virkelig, virkelig mange år.”
Derfor ser Ann Lind Andersen i dag kvoter som en del af løsningen:
“Min holdning er: Hvorfor ikke prøve det? Det behøver jo ikke vare for evigt. Vi kunne eksempelvis have kvoter i de næste fem år og se, hvad det gør ved udviklingen. Og så må de, der får flere muligheder ved hjælp af kvoterne æde det og vise sit værd ved at lave en rigtig god film.”