Selv om filmekspert og anmelder Ann Lind Andersen beskriver LGBTQ+repræsentation i film og serier med ordene ‘to skridt frem og et tilbage’, ser hun stadig positive tegn på forandring. Ikke mindst blandt de unge i branchen. Danmark halter dog markant bag især USA på diversitetskontoen, forklarer hun – og kommer med sit bud på, hvad der kan få os fra snak til handling.
Af Kristine Høeg
2019 var et godt år for LGBTQ+ i film og serier. Måske ikke prangende, men godt – og frem for alt lovende. Men for nu var det også året, hvor LGBTQ+repræsentationen toppede. Siden er det nemlig gået den forkerte vej. Det forklarer filmekspert og anmelder Ann Lind Andersen fra What2Watch.dk:
“Når det gælder repræsentation og diversitet i både film og serier, så er det lidt ‘to skridt frem og et tilbage’. Og 2019 var altså der, hvor det indtil videre peakede, men siden da har vi desværre set et fald i produktioner med LGBTQ+.”
Ann Lind Andersen vurderer, at der er flere årsager til faldet: Corona, krig og ikke mindst inflationen – og nu kommer så strejken blandt både manuskriptforfattere og skuespillere oveni.
“Derfor er både filmselskaber og streamingtjenester pressede økonomisk, og derfor er de nødt til at være mere fornuftige med pengene. I Hollywood betyder det, at man satser på mainstreamproduktioner, og her viser det sig åbenbart, at mange stadig betragter LGBTQ+ som niche. Men sådan er det faktisk ikke blandt mainstreampublikummet – alle undersøgelser viser, at de gerne vil se LGBTQ+historier. Om det er romcoms eller coming of age – de er sådan set ligeglade med den seksuelle orientering, så længe de kan relatere til følelserne. Det ser vi blandt andet i streamingserierne til de unge målgrupper, hvor nærmest alle serier har homoseksuelle karakterer.”
Nu kan det måske lyde, som om det med queer er noget, der er først er kommet til populærkulturen inden for de senere år – men som Ann Lind Andersen fortæller har det bølget frem og tilbage gennem alle årene i film- og tv-produktion. Allerede tilbage i stumfilmstiden gik det godt med åbenheden og repræsentationen.
Alt signalerede, at homoseksualitet var farligt
“Der blev lavet ret mange film, hvor homoseksualitet blev skildret, og også både crossdressing og transgender dukkede op i en del film.”
Men i 1934 var det slut med den åbne tilgang til køn og seksualitet:
“Her indførte man i USA den såkaldte Hays Code, der forbød fremstilling af ‘seksuelle perversioner’ i film. Og fordi homoseksualitet dengang blev betragtet som en psykisk sygdom, faldt det også under Hays Code. Alt, der bare rørte ved fx homoseksualitet blev censureret ud.”
Hays Code gjaldt helt op til 1968, og i løbet af de 34 år udviklede Hollywoods filmskabere forskellige ‘koder’, der kunne antyde alt det, de ikke måtte vise åbenlyst.
“Der dukkede en del ‘troper’ op – eksempelvis den feminiserede mand, der ofte var skurk, eller den hårdkogte, mandhaftige kvinde. Generelt kan man sige, at man i Hays Code-årene kunne være homoseksuel i film på tre forskellige måder: Der var den antydede homoseksualitet, som vi fx så det i Ben Hur, man kunne være skurk – eller også var man død. Men alt signalerede, at det var farligt og negativt at være homoseksuel,” fortæller Ann Lind Andersen.
Og lige præcis det med den negative homoseksualitet er noget, der har hængt ved i mange år.
“Selv da det igen blev lovligt at fortælle LGBTQ+historier, har tragedien været det dominerende aspekt – det er både hårdt og svært at være homoseksuel, og noget går altid galt. Faktisk skal vi helt op til 1982, før vi for første gang ser en film med happy ending for de homoseksuelle karakterer – nemlig ‘Making Love’ med en meget ung Harry Hamlin.”
Her i Danmark var vi om muligt endnu langsommere til at favne LGBTQ+ – og det er vi stadig, mener Ann Lind Andersen, der jævnligt bliver inviteret til møder i branchen, hvor deltagerne taler om diversitet og repræsentation.
Alle snakker, men ingen gør noget ved det
“Vi er megalangsomme herhjemme! Vi kan nærmest ikke engang tælle de serier, der har LGBTQ+repræsentation, fordi der er så få. I flere år har alle holdt de her seminarer, hvor de snakker og snakker og bliver enige om, at vi ‘skal italesætte problematikken’. Men nej, vi skal ikke tale mere om det – vi skal lave nogle konkrete strategier for at blive bedre, og så skal vi i gang med at producere,” argumenterer hun.
Spurgt ad om der slet ikke sker noget, svarer hun:
“Jo, der selvfølgelig nogle produktioner, der fortæller queer historier – jeg var ret glad for ‘En af drengene’ på Viaplay, der er en rigtig coming of age-serie og i øvrigt er oplagt som skolemateriale. Og de danske serier, der bliver solgt til de internationale streamingtjenester, skal selvfølgelig leve op til den tjenestes diversitetskrav. Men ellers er især USA meget længere fremme end os.”
Det store skridt kom, da streamingtjenesterne selv begyndte at producere serier. Men hvorfor var det dem, der turde?
Ingen nominering til ‘Druk’ med Oscars nye diversitetskrav
“Streamingtjenesterne har en anden identitet i deres content, og de laver kvantitativt mere indhold end filmstudierne – og på mindre budgetter. Så derfor har de taget flere chancer og skubbet på med både kvinder, racer, seksualitet på hele frontlinjen. Og nu er det blevet sådan, at det er dem, der tør mere.”
Hvilket er noget af en forandring i forhold til dengang, hvor det var Danmark, der gik forrest med frisindet. I dag er det i den grad både USA’s filmbranche og de amerikanske streamingtjenester, der slår diversitetstonen an, fortæller Ann Lind Andersen.
“I dag er det os, der er de mere konservative. I USA har de mere magtfulde lobbyforeninger, der arbejder ekstremt proaktivt og er meget vokale, hvorimod vi holder tingene adskilt og ikke har tradition for at blande os i produktionerne. Selvfølgelig kommer det til at have en betydning.”
Som eksempel nævner hun den kommende oscaruddeling:
“Efter de seneste års kritik og hele debatten om #oscarsowhite, har akademiet besluttet, at filmene skal leve op til en række diversitetskrav for overhovedet at kunne blive nomineret til Bedste Film. Man kan så møde kravene på forskellig vis, både foran og bag kameraet og i den historie, der bliver fortalt, men det er for eksempel tvivlsomt, om en film som ‘Druk’ kunne blive nomineret, hvis det var nu, Danmark indstillede den.”
Bekymret for udviklingen i Danmark
Men hvis Danmark, der ellers har høstet sin andel af internationale priser for både vores film og serier, nu bliver overhalet af selv notorisk konservative organisationer som Oscarakademiet, hvordan ser fremtiden så ud for vores produktioner, når det gælder diversitet?
“Jeg kan godt være bekymret for udviklingen. Hvis de danske studier og streamingtjenester kun skal tænke på penge, er det nok de mere diverse produktioner, der bliver skåret på i de kommende år,” vurderer Ann Lind Andersen, der også ser en udfordring i de generationer, der holder til på chefgangene lige nu:
“De færreste af dem er vokset op i en virkelighed, der kræver diversitet og repræsentation, så de kan måske ikke se ideen med en historie, der kommer et helt andet sted fra. Jeg håber og tror på, at der er et paradigmeskifte på vej – fra et yngre publikum, der forventer større repræsentation, og fra de nye filmskabere og afgangseleverne, der vil noget andet.”
Men skal repræsentation være en naturlig del af vores populærkultur, skal der ske store forandringer, medgiver filmeksperten, der inden for de senere år har ændret holdning til, hvad en løsning kan være:
Hvorfor ikke prøve kvoter?
“Kvoter bliver også diskuteret på de mange seminarer i branchen – både i forhold til køn, farver og seksualitet. Og hvor jeg tidligere har været imod ideen om kvoter for kvinder, med udgangspunkt i de klassiske argumenter om, at vi helst vil vurderes på vores kompetencer og ikke vil ansættes på vores køn – så må jeg bare indse, at det simpelthen går så langsomt! Undersøgelser viser, at der med det nuværende tempo vil gå 133 år, før vi har ligestilling i Danmark. Hvis vi skal samme udvikling igennem i forhold til LGBTQ+, så kommer vi til at vente i virkelig, virkelig mange år.”
Derfor ser Ann Lind Andersen i dag kvoter som en del af løsningen:
“Min holdning er: Hvorfor ikke prøve det? Det behøver jo ikke vare for evigt. Vi kunne eksempelvis have kvoter i de næste fem år og se, hvad det gør ved udviklingen. Og så må de, der får flere muligheder ved hjælp af kvoterne æde det og vise sit værd ved at lave en rigtig god film.”
Lucia Vinde Dirchsen:
“På teaterskolen og som nyuddannet følte jeg virkelig, at jeg skulle ‘straight-passe’. Som om det var vigtigt – især fagligt – ikke at blive ‘opdaget’ (...) Jeg troede ikke, at der var mulighed for at være anderledes eller bare være mig. Og selv om jeg tit følte mig så forkert i mit udseende, så turde jeg ikke klippe håret af eller gå i ‘drengetøj’. Der var meget internaliseret skam indeni mig (...) Alt sammen fordi jeg troede, det var vigtigt for min karriere.”
Læs hele Lucias fortælling her: “Jeg ser det at være åben nonbinær skuespiller som en sejr”
I 2013 lancerede amerikanske GLAAD Vito Russo-testen – en test med fire krav, der kan bruges til at måle repræsentation i film og serier. Består dit nyeste projekt testen?
1. Filmen indeholder en karakter, der tydeligt identificerer sig som lesbisk, bøsse, biseksuel, transkønnet og/eller queer.
2. Denne karakter må ikke udelukkende eller overvejende være defineret af sin seksuelle orientering eller kønsidentitet (de skal altså indeholde de samme unikke karaktertræk, der almindeligvis bruges til at adskille heteroseksuelle/ciskønnede karakterer fra hinanden).
3. LGBTQ+karakteren skal være en uundværlig del af plottet. Du må altså ikke kunne fjerne karakteren uden at det har en effekt på historien. Det betyder, at karakteren ikke bare skal være der for at levere farverige kommentarer, bidrage til urban autenticitet eller fungere som en punchline.
4. LGBTQ+karakterens historie må ikke være åbenlyst stødende (du skal altså undgå at bruge velkendte klicheer eller stereotyper uden yderligere udvikling). I film med flere LGBTQ+karakterer skal mindst en karakter opfylde dette krav, hvis filmen skal bestå testen.
Her kan du læse mere om Vito Russo-testen og se, hvordan det går med den amerikanske LGBTQ+repræsentation