Som forbundets nye lønundersøgelse afslører, så er der meget langt til ligeløn mellem de kvindelige og mandlige medlemmer – og bag tallene gemmer sig blandt andet følgende eksempler på uskønne lønforhandlinger. Vidnesbyrdene på disse sider viser med al tydelighed, at det ikke bare er et spørgsmål om, at kvinderne skal forhandle – hele vejen rundt i branchen er der brug for en oprydning i den måde, der bliver fastlagt løn- og arbejdsvilkår.

Af Kristine Høeg
Bragt i Sceneliv #6 2023

“For nogle år siden forhandlede jeg løn på en tv-serie, jeg skulle være med i, men jeg fandt senere ud af, at arbejdsgiveren havde løjet mig lige op i ansigtet. Det var en gennemgående rolle i serien, så der var altså tale om mange dages indspilninger. Under forhandlingen fik jeg at vide, at jo flere dage man havde på serien, desto lavere dagsgage fik man – og dem med få dage ville dermed få en højere gage. Samtidig sagde forhandleren, at ikke engang de spillere, der var mere kendte end mig, ville få den løn, jeg havde spillet ud med – heller ikke selv om de havde færre indspilningsdage. Egentlig syntes jeg, det gav fin logik. Altså indtil jeg fandt ud af, at det slet ikke hang sådan sammen.”

“På settet opdager jeg nemlig, at den mandlige skuespiller, der har samme type rolle som mig – og endda skal indspille i flere dage, og som derfor bør have en lavere gage, får 2000 kroner mere om dagen i løn. Og selv om han er et mere kendt navn end mig, skulle det jo ikke have nogen betydning. Der blev altså løjet for mig under forhandlingerne.”
Kvindelig skuespiller, 49 år

“Jeg har oplevet så meget ulighed i mine år i branchen – senest på en stor tv-serie, hvor jeg i første sæson fik 1000 kroner mindre end min mandlige medspiller, fordi den mandlige forhandler holdt fast i, at jeg skulle have mindre end min kollega. I anden sæson forhandlede jeg med en kvinde og holdt fast i, at jeg ville have det samme som medspilleren – og det fik jeg. En gang oplevede jeg, at en mandlig spiller fik 12.000 kroner mere om måneden, end jeg gjorde, til trods for at vores roller var lige store, og jeg har oplevet at de mandlige kolleger kan få tillæg, mens kvinderne ikke kan.”

“Generelt ser jeg, at de mandlige kolleger er gode til at forhandle sig til par ekstra optagedage på kontrakten, men hvis jeg foreslår det, bliver forhandlerne forargede og siger, at det slet ikke kan lade sig gøre. Men jeg kan jo se, at nogle mænd forhandler sig til ekstra dage – og dermed får de mere i løn.”
“Derfor har jeg tit valgt de mindre teatre. Jeg oplever dem som mere reelle og har erfaring for, at vi skuespillere får det samme i løn, uden at det skal diskuteres.”

“Jeg har flere gange oplevet, at en forhandler sagde ‘det er du ikke værd’, når vi forhandlede løn – men sådan noget hører mændene ikke. Deres forhandlinger foregår på en helt anden måde. Jeg oplever, at den forskel ‘bare’ er en præmis i branchen, og jeg er blevet kaldt både irriterende og umulig, fordi jeg har pointeret urimeligheden i det. Og jeg er blevet valgt fra, fordi jeg har bedt om den samme løn som mine mandlige kolleger. Hvor er det dog provokerende og megairriterende, at det stadig skal være sådan!”
Kvindelig skuespiller, 52 år

“Lige nu spiller jeg med i et stykke på et større teater, og da jeg fik deres lønudspil, begyndte jeg med at forhøre mig hos nogle af de andre medvirkende. Generelt snakker jeg om løn med alle, så jeg får en ide om niveauet, og om jeg bliver tilbudt en fair løn. En af de medvirkende er en af mine holdkammerater fra Skuespillerskolen, så vi har fuldstændig samme anciennitet og er nøjagtig lige ukendte, så vi er meget sammenlignelige. Derfor gik jeg ud fra hans løn – selv om jeg reelt har en navngiven rolle, og han er i ensemblet. Udspillet fra forhandleren var godt nok den samme grundløn, men til gengæld ligger min kollega næsten 4000 kroner over mig om måneden på det personlige tillæg – så jeg går i forhandling på baggrund af, vi netop er så direkte sammenlignelige.”

“Men jeg bliver afvist. Til sidst siger jeg det, som det er – at den eneste forskel jeg kan se på ham og mig er, at han er en mand, og jeg er en kvinde. Det bliver forhandleren meget fortørnet over, og hun sender mig videre til teaterchefen, der sagde, at min kollega har været ansat flere gange end mig, og at han ikke kunne forsvare, at jeg startede på så højt et tillæg. Men det jo helt åndssvagt. Fordi han trækker ‘solidaritetskortet’ og gør mig ansvarlig for den samlede økonomi, og fordi de ansætter to kvinder og ti mænd i hver forestilling. På den måde bliver mændene ansat igen og igen og igen – og det er så med til løntrykke kvinderne og fastholde en forskel.”

“Det endte med, at de ville strække sig til 800 kroner mere i tillæg – jeg tog imod det, fordi jeg godt kunne se, at slaget var tabt. Og selv om jeg er glad for forestillingen, så er denne her lønforhandling, for mig, et kongeeksempel på, at der er kæmpe forskel på, hvordan der bliver forhandlet med henholdsvis kvinder og mænd. Når jeg taler med mine mandlige branchekolleger, er der i hvert fald ingen af dem, der har prøvet noget lignende.”
Kvindelig skuespiller, 43 år

“Jeg var engang med i en reklamefilm sammen med tre mandlige skuespillere. Jeg vidste på forhånd, at der var to typer honorar – statist og skuespiller. Da jeg fik min kontrakt, kunne jeg se, at jeg blev tilbudt statisthonorar. Jeg spurgte derfor en af mine mandlige medspillere, hvad han fik, og han fik skuespillerhonorar. Det fik alle mændene, selv om vi alle havde samme type rolle og eksponering. I første omgang gik jeg selv til producenten og klagede – det krævede virkelig is i maven! Men jeg blev råbt ad og fik at vide, at jeg ikke måtte diskutere løn med de andre. Heldigvis bakkede mændene mig op og krævede, at vi fik det samme. Så gik det helt bananas, og vi blev truet og fik igen at vide, at vi ikke måtte tale om ansættelsesvilkårene. Samtidig forsøgte de at ændre på vores rettigheder og sagde, at hvis vi fastholdt kravet, kunne de ikke garantere at vi kom med i den færdige reklame. Det endte med at forbundet var inde over sagen.”
Kvindelig skuespiller, 49 år