Hun tegnede prinsesser i stiletter som halvandetårig, begyndte sin fysiske transition som 18-årig, og i dag er hun den første åbent transkønnede skuespiller i dansk film og tv. Noget, der byder på både muligheder og udfordringer. May Lifschitz ser tegn på, at branchen er begyndt at rykke sig – hendes roller bliver bredere og mere nuancerede, så hun kan bruge sit køn som den legeplads, hun beskriver det som. Her svarer hun ærligt på en række spørgsmål om virkeligheden bag bogstaverne LGBTQ+.

Af Michael Oxfeldt

Hvad arbejder du med lige nu?
“Lige nu er jeg i gang med opstart af prøver på forestillingen ‘Slim’ af Maj Rafferty, som er et ‘køkkenvaskdrama’, der handler om to karakterer uden køn eller andre identitetsmarkører, som skændes om opvasken. Vores udgangspunkt er at undersøge, om man kan arbejde med karakterer, hvis køn, etnicitet og klasse er nulstillet.”

På hvilket tidspunkt blev din kønsidentitet bevidst og relevant for dig?
“Min mor har tegninger fra dengang, hvor jeg som halvandetårig sad og tegnede prinsesser med meget små stiletter. Jeg ser de tegninger som en form for udtryk for, at jeg allerede dengang var bevidst om, hvilke koder og symboler, køn bliver opfattet gennem. Jeg begyndte som 16-årig på stop-hormoner for at bremse puberteten, og som 18-årig gik jeg i gang med min fysiske transition over mod et kvindeligt udtryk. Når jeg siger, at jeg identificerer mig som transkønnet kvinde, betyder det, at jeg tager ejerskab over at være min egen type kvinde. I både mit private og mit professionelle liv er køn en legeplads, hvor jeg forbeholder mig retten til at udtrykke køn ligesom jeg eller en instruktør har lyst.”

I modsætning til seksualitet og seksuel identitet, som ikke nødvendigvis har fremtrædende visuelle markører, er kønsidentitet mere synlig og håndgribelig. Hvilke faglige udfordringer oplever du, når du rokker ved den gængse kønsopfattelse?
“Jeg støder nok oftest på berøringsangst! Hvad enten det drejer sig om angsten for at formulere noget forkert, eller det at blive mødt med et hav af fordomme og filtre, der gør at vi ikke kan mødes ‘rent’. Det har jeg gjort det meste af mit liv, så mit apparat er efterhånden ret vant til at forsøge at gøre mine omgivelser trygge med den, jeg er. At få andre til at forstå og føle, at jeg er et tolerant og åbent menneske med humor. Med det sagt er jeg også et menneske, der siger fra, når jeg føler, at noget bliver sagt på andres bekostning. Rent praktisk oplever jeg fortsat udfordringer vedrørende kostumer og omklædningssituationer, som jeg plejer at angribe så direkte som muligt. Dog sker det stadig, at jeg bukker under for ikke at være til besvær eller udelukke mig selv fra produktionens sociale kultur.” 

Hvordan har din kønsidentitet været en fordel eller katalysator for positive ting i din karriere?
“Som den (tilsyneladende) første åbne transkønnede skuespiller i den danske film- og tv-branche, har jeg fået muligheden for at åbne døre og er blevet givet chancer, som før ikke har virket til at være tilgængelige for ‘en som mig’. Det, at castere og filmskabere har set kvaliteter i mig, som de kunne bruge i deres historiefortælling, har gjort det muligt at give et unikt bidrag til produktionen gennem lige præcis mit udtryk og mine erfaringer. Det har været en kæmpe gave at opleve – og er jo egentlig en universel erkendelse, vi alle burde tage til os, for ingen besidder lige præcis de kvaliteter, du gør.” 

“Jeg oplever dog, at vi er i gang med at rykke os. Det, at jeg får lov at spille Anastacia – den begærede cellist i ‘Orkestret’ – eller at jeg får lov at være den onde heks i børnefilmen ‘Vildheks’ er for mig udtryk for, at vi har skabt plads til en transkønnet person i arenaer, hvor vi førhen ikke har været velkomne. Og dét er for mig uhyre vigtigt. At vi bliver set som meget mere end de fordomme og stereotyper, der hersker.”

“Jeg tror nok, at jeg bryder med min kønsidentitet igennem dét udsagn, og det at jeg som transkønnet også spiller roller, hvor man måske oplever karakteren som ciskønnet, eller ikke-kønnet. Mit ønske er bare, at jeg kan få lov til at spille alle slags roller uden at skulle tage hensyn til mit eget køn. Alt andet er forskelsbehandling.”

Hvis vi holder fast i, at vi rykker os, hvad er så dit syn på branchen og fremtiden? Hvilke indsatsområder er de vigtigste i forhold til arbejdet med diversitet?
“I kølvandet på ‘Et større billede’, der satte diversitet i dansk film og tv på dagsordenen, er der nu blevet vedtaget et nyt initiativ på kunstskolerne – et diversitetscharter, der skal styrke diversiteten blandt eleverne. Skolerne vil forsøge at rokke ved det ældgamle syn på kvalitet, der indtil nu har udelukket minoriteter fra de kreative brancher. Kun ved at redefinere ideen om kvalitet til også at være et udtryk for et mangfoldigt syn på samfundet, kan vi være med til at skubbe fortællingerne i en ny retning. Jeg er i hvert fald selv træt af at se film om 20 hvide forældre fra den øvre middelklasse, der diskuterer, om lille Alberte skal have en ny iPhone. Det er ikke kvalitet for mig, og jeg fortjener som alle andre borgere også at blive spejlet i de fortællinger, mine skattekroner går til at betale.”

“Den næste opgave er at tage dette charter videre fra kun at handle om optag til at blive en generel kvalitetsvurdering, som man uddeler fondsmidler på baggrund af. For at nye kræfter kan komme til, er indsatserne nødt til at blive fordelt på en anden måde. Det er ikke nogen nem omstilling, og der vil være en overgangsfase, hvor behovet for tolerance og tålmodighed vil være større end normalt.”

Hvor ser du, at skuespillerforbundet har en rolle i den udvikling?
“Jeg synes, alle forbund har en opgave i at løfte de medlemmer, som indtil nu har været overset og underrepræsenteret. Jeg synes, I gør det fint med en kampagne som denne, men jeg håber også, at I opfordrer til en ændret mentalitet hos fx casterne, instruktørerne og forfatterne. Min forhåbning er, at alle begynder at se relevansen i nye fortællinger. Det er altid skønt at se sig selv spejlet, men jeg håber også, der er et flertal, der vil se potentialet i at høre om andre måder at være menneske på. Måske kan vi på den måde tillade nye sider af os selv, som de normative måder at anskue livet på, førhen har sat en begrænsning for.”