Nye kriterier for optagelse i DSF

Efter forårets generalforsamling, hvor der var debat om forslaget til nye optagelseskriterier for medlemmer af DSF, mødtes bestyrelsen for at diskutere muligheden for at fintune kriterierne, så de bedre imødekommer den virkelighed, de potentielle medlemmer oplever. Nu er en enig bestyrelse klar med de nye kriterier, der træder i kraft 1. oktober 2023.

Af Kristine Høeg
28. september 2023


Nu er en enig bestyrelse for Dansk Skuespillerforbund klar med de reviderede kriterier for at blive optaget som A-medlem, elevmedlem eller prøvemedlem af skuespillerforbundet.

Som du nok husker, var det et punkt, der kastede debat af sig på forårets generalforsamling – og resultatet blev, at bestyrelsen lovede at se på, hvordan de nye kriterier bedre kunne imødekomme den virkelighed, som I medlemmer oplever ude i branchen.

De vigtigste ændringer i de nye kriterier:

  • Kravet til fagrelevant indtægt for at blive optaget som A-medlem bliver sænket fra 450.000 til 350.000 kroner over tre sammenhængende år.
  • Muligheden for at forlænge prøvemedlemskabet bliver bevaret – du kan blive forlænget for 1 år ad gangen, hvis du har opretholdt 75.000 kroner i fagrelevant indtægt i det seneste år.
  • Ved begge vurderinger bliver optjente rettighedsmidler i hhv. de 3 og det ene vurderingsår medregnet i din fagrelevante indtægt.

Det betyder de nye kriterier
Kort sagt betyder de nye kriterier, at det bliver nemmere at blive optaget som A-medlem af forbundet, og at forbundet bevarer muligheden for at forlænge et prøvemedlemskab. Prøvemedlemmer skal dog søge om forlængelse oftere end tidligere.

Baggrunden for de nye kriterier er at bevare vores status som et forbund, der repræsenterer professionelle kunstnere – så vi på den måde sikrer, at vi står stærkest muligt i de forhandlingssituationer, vi møder. Både som forbund og som repræsentant for hvert enkelt medlem.

Samtidig skal kriterierne være enkle, gennemskuelige og ensartede for alle, så vi undgår tvivl om, hvorfor man kan blive medlem eller ej. Derfor vil forbundet lægge større vægt på objektive parametre – og her er uddannelse og indtjening det, bestyrelsen ser som de mest åbenlyse.

Særlige vilkår for danserne
Når det gælder indkomsten, har danserne særlige vilkår. Fordi deres lønvilkår generelt er dårligere end i de andre medlemsgrupper i forbundet, kan bestyrelsen efter vurdering vælge at dispensere for indkomstkravet ved optagelse som både A-medlem og prøvemedlem samt ved forlængelse af prøvemedlemskab.

Du kan læse alle optagelseskriterierne her.

Klar til at blive medlem?

Hvis du ved, du opfylder alle kritererne, kan du gå direkte til ansøgningsportalen her.

Klik dig videre til ansøgningsportalen