Ligesom i den fantastiske film ‘Groundhog Day’, hvor Bill Murray vågner op til den samme dag og skal gennemleve den igen og igen, må jeg igen fortælle, at forhandlingerne om en ny overenskomst med Dansk Teater er sat på pause. Det føles ærlig talt som en mavepuster. Igen.
Af Benjamin Boe
Leder i Sceneliv #5 31. oktober 2023
Der er ingen tvivl om, at både branchen og vores medlemmer har brug for en ny overenskomst – og i princippet forstår alle i forhandlingslokalet de generelle udfordringer, som både I skuespillere og teatrene står overfor.
Teatrene har brug for fleksibilitet, så de får ensartede produktionsvilkår på tværs af søjlerne. Samtidig skal de producere teater til en tid, hvor publikums vaner har ændret sig afgørende, siden vi byggede de første overenskomster. Et eksempel: Jeg var i Østerbro Teater forleden. På den ene side spiller de en kæmpe musical, som er blevet en enorm succes, og som derfor uden problemer kan honorere 75-dagesreglen – men ovre på den anden side af gaden spiller de en virkelig god og velanmeldt udgave af ‘Dekameron’ – som de skal opføre i længere tid, end der er publikum til. Skal de så lade være med at sætte det stykke op?
De to ‘knaster’ i forhandlingsbordet
Nej! Der skal være plads til den slags forestillinger, og det må ikke være arbejdsmarkedets parter, der er årsag til, at de forsvinder fra vores kulturudbud.
Så skuespillerforbundet anerkender altså fuldstændig teatrenes behov for
fleksibilitet, så de kan sætte både brede og smallere forestillinger op og på den måde bidrage til samfundets kulturelle selvværd og identitet. Omvendt kan teatrene også godt se, at minimuslønningerne ligger et urimeligt sted.
Med de nuværende minimumssatser, som er det generelle løntilbud, ligger en sceneskuespiller stadig under DSF-medlemmernes gennemsnitlige årsløn – også selv om vi regner med helårsansættelse på et teater! Her er det værd at huske, at vores medlemmer oftest har maksimalt to eller tre forestillinger – svarene til fem til otte
måneders ansættelse – på et kalenderår.
Det kræver en frihed i ansættelsen, som giver plads til andre indtægtskilder ved siden af. Derfor har vi på medlemmernes vegne nogle ret stramme krav til planlægningen af en forestilling.
For det er jo sådan, at den inflation og økonomiske krise, der er i samfundet – den rammer altså også kunsterne. De mange institutioner, der gennem det senest år har talt vidt og bredt om løbske udgifter pga. energiudgifter og prisstigninger, må ikke glemme, at udgifterne også er steget dramatisk i vores medlemmers privatøkonomi.
Helt grundlæggende er det de to ‘knaster’ i forhandlingsbordet. Udover det har vi skuespillere selvfølgelig brug for, at vi får de samme rettigheder som de andre lønmodtagere på det danske arbejdsmarked – for eksempel bedre barselsmuligheder for mænd og sociale forældre.
En tur i parterapi
Der er ingen tvivl om, at når vi fundamentalt skal ændre vores aftaler og tegne en ny kridtstreg, så er der uvægerligt nogen, der vil stå på den forkerte side. Teatre, som ikke kan honorere et lønløft, og medlemmer,
som får sværere ved at komme ud af dimittendsatser eller optjene dagpengeret.
Så det er en balanceakt. For på den ene side skal en overenskomst handle om dem, der er i arbejde, men den må heller ikke bidrage til mere ulighed i samfundet ved at animere medlemmerne til at tage et arbejde, de ikke kan leve af. Uanset at det er i kunstens hellige navn.
Men vi tager Dansk Teater i hånden. Vi skal i en slags parterapi og gribe det hele an på en anden måde. Og vi skal have både vores og Dansk Teaters medlemmer med i forventningsafstemningen, inden vi sætter os ved bordet. Igen.