På hvilken måde har din leg med forskellige kønnede udtryk og udfordringen af vores gængse kønsopfattelse givet dig faglige udfordringer?
“Det er virkelig et interessant spørgsmål. Jeg tror på mange måder, at udfordringerne har ligget mere hos mig selv end hos branchen og producenterne. Min queerness har ikke sat mig i bås; tværtimod har jeg været privilegeret og fået lov til at spille store roller, som har portrætteret heteroseksuelle kærlighedsrelationer, som typisk er forbundet med et ret ‘førsteelsker-maskulint’ udtryk, og samtidig har jeg også spillet drag queen og andre queerkarakterer.”
“Når der har været udfordringer, har det som sagt været hos mig selv – for eksempel da jeg skulle spille Tony i ‘West Side Story’. Allerede til første audition kæmpede jeg med, at jeg ikke lignede de mænd, der havde spillet rollen før mig. Tony bliver tit portrætteret af 30-årige mænd med store muskler, hvilket ikke er mit fysiske udtryk – og min indbyggede refleks af ikke at være ‘nok mand’, som jeg har med fra min opvækst, fik frit løb.”
“Heldigvis ville instruktøren bare gerne have mig til at spille rollen. Som det menneske jeg er og med den krop, jeg har – uden at skulle ligge et lag af tillært heteronormativitet ned over Tony.”

Hvordan har oplevelser som det at spille Tony i ‘West Side Story’ lært dig noget og skabt positiv udvikling i din karriere?
“I takt med at jeg har undersøgt min identitet og mit kønsudtryk og bare ‘owned’ den udvikling og retning, det har taget mig i, mærker jeg kun at folk ‘praiser’ mig for at være mig selv. Det er en bestemt energi at gå til fx en audition med, og jeg tror, producenten instinktivt mærker, at her en person, der ved, hvem han er, og at det er powerfuldt og noget, man har lyst til at arbejde med. Men jeg ved også, at det ikke er alle queerpersoner, der har den følelse, selv om jeg håber og tror, at vi i branchen går i en retning af, at det bliver nemmere for alle at være den, de er er.”
“Jeg skal dog stadig føle en bestemt form for tryghed, før jeg tør åbne op for mit divergerende kønsudtryk, og jeg har stadig sværere ved at gå til en audition i en kjole end i bukser. Men det er jo også sjovt, at det er noget så simpelt som et stykke stof på min krop, der sætter gang i så mange mentale processer.”

Du har nævnt flere af dine egne indsatser i forhold til dit arbejde med køn, seksualitet og diversitet – men hvad oplever du som de vigtigste indsatsområder, hvis vi ser på hele film-, tv- og scenekunstbranchen?
“‘Representation matters’ er et udtryk, der florerer meget for tiden – og med god grund! Det vigtigste sted at sætte ind er allerede i auditionprocessen, for hvis ikke LGBTQ+personer har samme vilkår for at komme til castings og auditions som alle andre, så stopper processen allerede der. Dernæst skal der fortælles flere autentiske queerhistorier af queerpersoner. Jeg tror ikke nødvendigvis på, at queerroller kun skal spilles af queerpersoner, men det er afgørende, at vi er repræsenteret i alle dele af produktionen. Og det starter allerede i skriveprocessen, i castingen, i instruktionen.”

“Det betyder ikke, at vi KUN skal fortælle queerhistorier, nej. Men der har unægteligt været mange år, hvor queer har ligget nederst i bunken af prioriteter, og for mig, der som barn ikke så mig selv autentisk repræsenteret i medielandskabet, er det smukt at se, at det nu har et fokus, og at børn ikke skal vokse op og lede efter det spejl, alle mennesker har brug for i livet.
”  “Problemet opstår, når linjerne bliver trukket for hårdt op. Vi råber ‘representation matters’, og de råber ‘kunst kan ikke kvoteres’. Jeg ser desværre en tendens til voldsomme modreaktioner på ‘wokeness’, som kommer af, at vi ikke lytter til hinanden og i stedet skælder ud. Vi bliver nødt til at kunne være her alle sammen.”
“Mine mest positive forhåbninger er, at vi ser imod en branche, der passer på hinanden. Hvor alle får lov at være den, de er – uanset identitet og baggrund. At vi alle er lige meget værd og har lige stemmer. Jeg ser det allerede ske i undergrunden og specielt blandt mine jævnaldrende kolleger. Alt handler om dialog, og hvis vi skal lære og være bedre end vores forgængere, bliver vi nødt til at tale sammen.”

Hvad arbejder du med lige nu – og hvilke roller drømmer du om at komme til at spille i fremtiden?
“Lige nu arbejder jeg på ‘Dirty Dancing’. Til efteråret skal jeg spille en af de fire hovedroller i forestillingen ‘Jersey Boys’ og efterfølgende spille ‘gay icon’ Daniel Skjern i musicalopsætningen af den legendariske fortælling ‘Matador’.”  “Der er ikke så mange queerroller på den danske musicalscene, så når de kommer, tager jeg imod med kyshånd. Jeg kan ikke benægte, at det rammer et dybere sted at skulle portrættere Daniel, hvis far fornægter ham. Som queerperson og homoseksuel forstår jeg helt instinktivt den smerte. Jeg håber på at spille flere af den typer roller i fremtiden.”

“Jeg bliver for det meste – men heldigvis med undtagelser – tilbudt de ‘pænere’ og mere polerede roller, men både jeg og dem, der kender mig, ved, at der er så meget mere i mig. Men jeg har også lært ikke at begrænse mig selv i hverken den ene eller anden type rolle, for jeg er et menneske, og jeg har så mange facetter at spille på. Så hvis jeg kan slippe følelsen af, at en rolle skal spilles på en bestemt måde eller af en bestemt type, kan jeg kanalisere, hvad end den rolle ‘beder om’ af maskulin og/eller feminin energi – og dermed opløse det binære. Jeg ønsker virkelig at undersøge det meget mere, og jeg håber, at specielt musicals tør undersøge det udtryk meget mere. For der er ofte helt bestemte spilleregler og optegnede typer i de klassiske musicals, som bliver spillet herhjemme. Der er teater meget længere foran, og det elsker jeg at se.”