Sofie Elkjær Jensen knoklede for at få arbejde, da hun var færdig på Operaakademiet. Efter nogle år som freelancer, 100 mails og adskillige besøg på operachefens kontor lykkedes det hende endelig at få en livskontrakt på Det Kongelige Teater, hvor hun i dag kæmper for solisternes arbejdsvilkår.

Af Jenny Høilund
(bragt i Sceneliv #5 2023)

Jeg møder Sofie Elkjær Jensen på en Google Meet-forbindelse klokken tre om eftermiddagen, dansk tid. Den danske sopran befinder sig nemlig i New York, hvor klokken er ni om morgenen. Der holder hun ferie med sin irske mand, pianisten og dirigenten James Sherlock, og deres femten måneder gamle søn.
“Jeg er mor med stort M. Hvis nogen prikkede mig på skulderen og sagde, at min karriere var slut, ville jeg sige ‘fint, jeg er bare mor’,” fortæller den 38-årige sangerinde og griner.
Hun sang da heller ikke i løbet af sin otte måneders lange barsel fra teatret, for hun har villet have børn, fra hun var 18 år.
Men hun er samtidig gået målrettet efter at stå på en operascene, lige siden hun kom ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i første hug. Og den stålsathed fik hun brug for, da hun kom ud på den anden side af Operaakademiet:
“Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg sendte mails til over hundrede operahuse, og jeg fik måske svar fra ti af dem. Jeg fik engang en udtalelse fra Komische Oper i Berlin efter en audition, hvor de skrev ‘vi har intet godt at sige om Fräulein Jensens stemme eller udtryk’. Man skal jo virkelig tro på sig selv, for at kunne komme videre efter sådan en,” fortæller Sofie Elkjær Jensen, der forsøgte at holde sig til på Det Kongelige Teater og samtidig stiftede sit eget operakompagni sammen med et hold kolleger.

Bankede på operachefens dør
Hendes officielle debut på Den Kongelige Opera var i rollen som Papagena i Mozarts ‘Tryllefløjten’ i 2010, mens hun stadig gik på sidste år på Operaakademiet. Takket være sit eget utrættelige entreprenørskab kom der hurtigt gang i freelancekarrieren:
“Jeg havde rigtig meget at lave og tjente godt, men det var også stressende, for jeg vidste aldrig, hvornår det stoppede.”
Omtrent hver gang Sofie Elkjær Jensen havde et engagement på Operaen, gik hun ned og bankede på operachef Sven Müllers dør, og spurgte, om han havde noget til hende:
“Jeg havde ikke nogen agent de første fem år, så jeg måtte jo ligesom være min egen agent.”
Som regel førte hendes besøg på chefkontoret til flere roller. Andre gange var hun bare det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Som da hun tilfældigt mødte operachefen til en koncert, og han i pausen bemærkede, at hun ville egne sig til at spille teenageræven i ‘Den fiffige lille ræv’.
Efter en del mindre partier fik hun til sidst den ene af de i alt fire roller i Thomas Adès’ ‘Powder Her Face’. Den nyskrevne opera, der senere modtog en Reumert for årets bedste opera, blev nøglen til større roller som Musetta i ‘La Boheme’ og Susanna i ‘Figaros Bryllup’.
Og endelig – i 2016 – kunne sopranen takke ja til en toårig kontrakt.
“Et halvt år efter, jeg havde fået min kontrakt, kunne jeg mærke, at det var her, jeg ville være resten af mit liv. Samtidig havde jeg et instinkt, der sagde, at jeg skulle handle på det nu,” husker Sofie Elkjær Jensen, der igen gik på chefens kontor og bad om en livskontrakt – og fik det.
Dagen efter sagde Sven Müller op, og Sofie Elkjær Jensen havde fået sin fastansættelse ‘med røven i vandskorpen’, som hun selv udtrykker det.

Kæmper for solisternes arbejdsvilkår
Tiden med femogtredive sangere i solistensemblet er for længst forbi. I dag er de atten. Sofie Elkjær Jensen har ikke prøvet andet, for hun blev først fastansat året efter den sidste store sparerunde i 2015.
“Jeg føler, at vi, som er i ensemblet nu, er meget sammenspillede og kender hinanden godt. Vi er bare ikke lige så mange som før, og det betyder jo, at der er flere gæster, som vi må sige goddag og farvel til,” fortæller hun.
Sofie Elkjær Jensen er i kraft af sin rolle som formand for solisterne med til at forhandle overenskomster for både det faste ensemble og freelancerne:
“Da vi forhandlede den seneste overenskomst, havde vi en ledelse, der var af den opfattelse, at vi var på en form for 48-timers varsels-tilkaldesystem. Jeg synes, du har ret til at vide, hvornår du har fri, for ellers kan du ikke planlægge din tid. Så nu har vi forhandlet os frem til, at vi ved, hvornår vi er i produktion, og når vi ikke er det, og så har vi råderet over vores eget liv,” forklarer Sofie Elkjær Jensen.
Hendes engagementer i udlandet kan tælles på én hånd, men som hendes liv er nu, ønsker hun heller ikke en stresset hverdag:
“Jeg vil egentlig gerne bare nyde, at jeg er kommet til et sted i min karriere, hvor jeg kan tillade mig at sige nej til ting, fordi jeg hellere vil bruge tiden sammen med min familie.”